GÆSTEANMELDELSE
Min far, Peter Mouritzen, har skrevet følgende omtale af ‘Hafni fortæller’ af Helle Helle –
I en skov ved Sorø bor der en ugle. Den hedder Helle. Den er klog. Den har skrevet en bog. Og den kan mere end sit uhu.
Helle Helles ny roman `Hafni fortæller´ fortæller om Hafni, der har forladt sin sikre havn, sit normale liv, sit ægteskab og er taget på en road trip i den danske provins. Romanen er en lidt komisk, dansk parodi på en odyssé ligesom Joyce gør det i Ulysses, Hafni er i drift , men har dog en plan ligesom Olsen-Banden: Det er en smørrebrødsrejse hun foretager! Og den skal ende med det store kagebord i Gråsten.
Måske er det mest Harold Pinter jeg kommer til at tænke på, når jeg læser Helle Helles ny bog. Viceværten i Pinters drama af samme navn, sidder fast i eksistensen, men har en drøm om at komme fri. Han skal bare lige til Sidcup for at hente sine papirer for at kunne realisere sin drøm. Problemet er at han ikke kan finde sine sko! Hafni løber på sin tur ind i lignende trivielle forhindringer, små sten i skoen hele vejen. Der er noget meget Pintersk i Helle Helles litterære univers, virkelighed med et twist absurditet.
At stige fejlagtigt af midt i intet, er en nøglesætning i Helles roman. Det er mesterligt formuleret. Og karakteriserer præcist Hafnis liv og vilkår, som hun forsøger – tvunget af omstændighederne – at få sat på skinner. Det er sigende, at hun på Als lander et sted, der hedder Pøl. Der er faktisk to steder: ”… i den sydlige ende af Als lå en anden Pøl. Denne Pøl havde både fyr og strand. Hun blev ved med at kigge på kortet, på den Pøl, hun havde været i, og den Pøl, hun ikke havde vidst fandtes, hun sad og sagde Pøl, Pøl, Pøl.”
Så er det sagt. Det er en rejse for at komme ud af pølen, fortalt af eksistens, der balancerer mellem pigesind og kvindesind, et pigebarn i en voksen kvindekrop, der er skrøbelighed og usikkerhed overalt, det afspejles i sproget, der paradoksalt nok er så sikkert, at man mange gange må sige til sig selv, jamen har man set mage til sproglig præcision! Sproget skyder sine tentakler ind de mest umulige steder i bevidsthedsmassen og suger ord og sætninger ud til beskuelse på papiret til koncentrerede udtryk for Hafnis liv og tanker, læresætninger, skampletter sat på ord, associationer i alle retninger som blækspruttearme, dog styret af en stram bevidsthed, jo, nu jeg har nævnt Joyce tidligere, skal det da også nævnes, at der i bogen er en meget Helle Hellesk bevidsthedsstrøm, stiklinger af små sætninger der spejler et forladt liv, og som har revet sig løs fra deres normale sammenhæng og nu er i opbrud ligesom fortælleren.
Gennemfører hun sin plan om at komme til det store kagebord i Gråsten? Det skal jeg naturligvis ikke røbe. Men jeg vil gerne sige, at bogen ender med – Godhed. Tak for turen, Helle, Uhuuuuuu, hvor var den god.
Jeg har også skrevet en anmeldelse af bogen, hvilket du kan læse her – Anette
