Helmut på flugt, af Line Jensen

Forlaget Grønningen 1, udkom i maj 2022

Den tyske dreng Helmut må sammen med sin mor og lillesøster flygte til Danmark, da tyskerne er ved at tabe krigen. I inderlommen knuger Helmut æsken med billedet af far, som flere år forinden er draget i krig. 

Flugten er farefuld og mange dør af sult og kulde på den lange rejse, der også går henover isen, hvorunder Helmut i lyset fra eksplosionerne ser døde børn og voksne. 

Efter et kortere ophold i Århus, ender familien i flygtningelejren i Oksbøl, hvor de lever i et lukket samfund bag pigtråd. De finder sig til rette i en ny hverdag med skole og arbejde, og Helmut møder pigen Luisa. En dag modtager Luisa et glædeligt brev om at hun kan rejse hjem til hendes far, der efter flere års uvished lykkeligvis er i live. Helmut og hans familie bor i lejren i 3 år, indtil de også endelig kan vende hjem til et mere frit liv, og derfra begynde en ny tilværelse… 🕊

‘Helmut på flugt’ er tegnet og skrevet af Line Jensen, der mest er kendt for sine selvbiografiske grafiske bøger om det moderne familieliv på godt og ondt. 
Denne billedbog er både alvorlig og oplysende og vil fungere godt som fælleslæsning med et større barn, for historien er fortalt fra barnets uskyldige perspektiv om det at være flygtning.

Illustrationerne er minimalistiske, men alligevel udtryksfulde i velvalgte afdæmpede nuancer som blå, grå og brun, hvilket understøtter den tid, historien handler om.

Bogen er lavet i samarbejde med FLUGT, som er det nye flygtningemuseum i Oksbøl, der netop snart åbner – helt præcist den 29. juni. 

Jeg bor heldigvis lige i nærheden og glæder mig rigtig meget til at se museet, der er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group ✅

Alt i alt en rigtig fin og vigtig historisk fortælling om virkeligheden for de 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig.

Bogen er eget køb 🙏

Anette