Gammelpot nr. 2 – Hemmeligheden om den skjulte dal (1977), af Thom Roep, illustreret af Piet Wijn og oversat af Edith Månsson.

Forlaget Cobolt, udkom i ny eksklusiv udgave i januar 2016, 56 sider.

Gammelpot er en hollandsk tegneserie, som var vældig populær i 1970′ – 1990’erne, hvor jeg var ung, og jeg elskede den rare, lille og runde dværg, som hjalp alle personer på sin vej mod de onde kræfter med snarrådighed, retfærdighedsans og hans vigtigste og eneste “våben”, hans elskede og magiske vadsæk. Da tegneserien siden 2015 løbende er blevet genoptrykt i nye udgaver ved tegneserie forlaget Cobolt, er jeg begyndt at genlæse serien.

Bonusinfo fra forord i bind 2:

Vi kan takke forlaget Interpresses redaktør Henning Kure, da han på en tegneserie festival i København i 1976 kontaktede den hollandske chefredaktør med ønsket om at udgive album udgaver af Gammelpot, som indtil da kun havde figureret i Donald Duck bladet. Dette album er et af de mest kontroversielle i serien, bl.a pga. den kannibalistiske scene i dyrene verdenen. Gammelpot tilbage til denne verden i album 22.

Handling: I dette eventyr vandrer Gammelpot mod bjergene ⛰ , da han er blevet fortalt, at det spøger 👻 deroppefra. Pludselig befinder han sig ufrivilligt i en mystisk dal, hvor dyrene kan tale og går klædt i tøj. Dyrene tager godt imod Gammelpot, men de ved ikke, at den indbildske Ludo Mundsurt og hans underdanige tjener er lige i hælene. Ludo Mundsmurt får en skummel idé om at fange dyrene og at fremvise dem i cirkus for at blive rig, og han får overtalt ulvene 🐺 til at gøre oprør ved at love dem magt og kød. Freden i dalen er truet, dyrene må flygte, og Gammelpot må udtænke snedige planer for at redde dalen, som han har bragt i fare.

Fra bind 2

Anmeldelse: I hemmeligheden om den skjulte dal befinder vi os i det smukke, dejlige og eventyrlige dyre-univers, hvor der hersker fred og samhørighed, men det får 2 herlige skurke snart ødelagt. Den enes mund er smurt med ondskab og opildner til mytteri, som er helt tragikomisk, og afsindigt morsomt, da ulvene opdager, at de er kannibaler. Jeg er så glad for, at denne scene ikke er blevet censureret bort i disse censur-tider. Illustrationerne er formidable og passer så fint til karaktererne og især er skurkene karikeret perfekt bad-looking, så man ikke er i tvivl om deres uhæderlighed. Denne historie rummer både skønhed og ondskab, og en slutning, hvor nogen må bekende kulør.

Det er en virkelig dejlig, sjov fortælling, og der er masser af flotte illustrationer, hvor dyrene har personlighed og udstråling, næsten ligesom i Disneys film.

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – enten via Tales eller Saxo (affiliate links).

Anette