Hvepsens år, af Agnete Friis

Forlaget People’s, udkom i juni 2023, 336 sider.

Indimellem dukker der bøger op i postkassen, som jeg ikke har hørt om forinden, og sådan én er denne bog, som jeg har modtaget uopfordret fra forlaget. Da jeg elsker spændingsromaner, især psykologiske, blev den selvfølgelig lagt i tbr- stakken.

En hveps kan blive meget vred, og vrede er netop emnet i romanen Hvepsens år, som også er en samtidsroman, hvor vi skiftevis følger to unge fyre:

Danny – en ung pedel, der arbejder på Københavns Universitet. Han er træt af samfundets undertrykkelse af fyre som ham, og derfor har han udviklet et voldsomt had til især unge kvinder, der ikke ser til hans side. Danny har derfor planlagt og udfører et attentat på en gruppe unge kvindelige universitets studerende, hvoraf tre omkommer.

Thomas – en lovende kirurg. Han kontaktes helt privat af Danny, der er kommet til skade under flugten efter attentatet og Thomas føler sig truet til at hjælpe Danny, da Danny tilkendegiver at have kendskab til Thomas’ pillemisbrug.

Den unge kvinde Julie Hansen overlever attentatet og hende møder Thomas på sygehuset, hvor han arbejder – de udvikler et venskab, der kan få fatale følger for dem begge. Thomas er således godt i gang med at sætte sin karriere over styr, men det er som om der ingen vej er tilbage.

Det er svært at holde af Dannys person, men som historien skrider frem, kommer vi mere bagom og dybere ned i hans personlighed, hvilket måske øger forståelsen for hans vrede, men dog ikke retfærdiggør hans handlinger. Det er altid spændende med en afvigende karakter.

Bortset fra det actionmættede attentat i starten af bogen er resten af bogen mere en psykologisk gyser, der langsomt udfolder, hvorfor de to hovedpersoners veje krydses…

En vred, ung mand er såmænd et godt udgangspunkt for et uhyggeligt plot, og bogen er veludført og gennemarbejdet med et jævnt stigende spændingsniveau. Jeg regnede den ikke lige ud, og især læser man sidste halvdel ud i én køre.

For mig virker spændingshistorier bedst, når de er rimelige virkelighedstro, og det opfylder denne. Hvepsens år er derfor en glimrende og underholdende spændingsroman, der herfra får fire ⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Du kan læse mere om forfatteren her

Reklame/ Tak til forlaget People’s for anmeldereksemplar ✅

Anette