I Guds rige, af Anne-Grethe Bjarup Riis
Politikens Forlag, udkom i august 2020, 384 sider
Reklame /
Fra villa, volvo og vovhund til en velskrevet voldsom virkelighed.
Med en sårbar og kaotisk stemme fra et skrøbeligt og mørkt sted får læseren her en stærk fortælling om den altoverskyggende afmagt og angst, der udvikler sig sideløbende med sønnen Gilberts alvorlige sygdomsforløb.
Allerede den velvalgte titel sætter mine tanker i gang om døden og da handlingen til dels foregår på Riget (ikke Guds, men Rigshospitalet), er den barske virkelighed slået an fra start.
Gilbert er 8 år, da han får diagnosen leukæmi. Som et lynnedslag og fra den dag er verdenen i familien Bjarup Riis ikke længere den samme. Der venter nu 2½ års cancer behandling, som medfører et reelt skifteholdsarbejde for mor og far. Dette samtidig med at familien skal se angsten for at miste i øjnene, føle afmagten over at være tilskuer til behandlingens rædsomme bivirkninger, mærke afsavnet til datteren og ægtefællen derhjemme og kunsten bliver nu at jonglere med dette virvar af følelser.
Undervejs får forfatteren associationer til især en 4-årig periode fra egen barndom midt i den jyske muld, da familien flytter fra Herning ud til brunkulslejren i Søby. Denne del kunne egentlig godt stå helt alene i en anden bog, men det er fantastisk godt set, at historien hænger sammen.
”Vi har fået svar fra de sidste blodprøver, og vi har en mistanke om, at jeres søn har leukæmi.” Jeg vil væk, men jeg kan ikke røre mig.
*
Så løb jeg. Væk fra det hele. Kornet slog mod mine bare ben, men jeg var ligeglad. Jeg løb bare.
Én af bogens forcer er blandt andet disse overgange mellem nutids- og datidsspor, for de fungerer som den lim, der samler bogen og denne virksomme metode højner kvaliteten af læsningen.
Som netop nævnt, har bogen flere lag. Et nutidsspor omkring sønnens sygdomsforløb med de helt faktuelle og basale udfordringer, familien gennemlever; såsom parkeringsvanskeligheder, manglende fællestid og glemsomhed ved madtilmelding. Men det er især tanker om svigt fra familien, der ikke som forventet dukker op, der bringer gamle minder frem. Et datidsspor i forfatterens barndom, hvor hun oplever svigt og manglende nærhed fra forældrene. Hun søger derfor efter anerkendelse blandt kammerater i et gudsforladt miljø og en tid, hvor børn ikke blev set eller hørt. Og i et forsøg på at forstå morens bevæggrunde dykker hun ydermere ned i et datidsspor, nemlig til episoder af mor Grethes barndom og ungdom.
Det er indimellem så tragisk og absurd, at nogle scener får en komisk, eller måske mere desperat karakter, hvilket heldigvis tilfører historien en til tider befriende og uhøjtidelig stemning.
De visne blomster på omslaget siger næsten alt. En periode så trist, sygehusophold, intet overskud og et ægteskab næsten i opløsning. Dertil den evige dårlige samvittighed overfor datteren Yrsa, mens sønnen forsvinder ind i morfintåger.
Det er hudløst ærligt og meget personligt, og alt er ikke lige kønt, men det kommer også fra et mørkt og ensomt sted dybt inde i en person i krise.
I Guds rige er yderst velskrevet og har denne befriende ærlighed over sig. For selv om forfatteren måske er hård ved andre, så er hun også hård ved sig selv. Det er ikke fedt at være uvasket, dulme sig selv med hvidvin eller slås med sin ægtefælle midt om natten. Vi kan alle fejle og træffe dårlige beslutninger, men der skal være plads til tilgivelse af både os selv og dem, vi føler os svigtet af, hvilket er en vigtig del af bogens budskab. Vel kan alt ikke tilgives, men indimellem kan enderne måske nås….❤
Man kan slet ikke undgå at blive berørt, og heldigvis er Gilbert sund og rask i dag. Så ja, pyhaaa… man er godt og grundigt brugt efter endt læsning og mit næste bogvalg må blive en romantisk feel-good roman.
Bogen kan anbefales til alle, der er vild med socialrealisme a la Folkets skønhed af Merete Pryds Helle. Men derudover bør den læses af ansatte i sundhedsvæsenet, for kun ved at få sådanne historier ind under huden, lærer vi at pressede situationer gør os umenneskelige og at kriser gør folk handlingslammede.
Om forfatteren:
Anne-Grethe Bjarup Riis (f. 1965) er uddannet på Statens Teaterskole. Hun har spillet et utal af roller på både teater, film og tv – bl.a. Idioterne, Drømmen, Veninder, Blå mænd, Emmas Dilemma, Anna Pihl og Nynne. Desuden er hun debattør, foredragsholder og billedkunstner. I 2012 instruerede hun sin prisvindende debutfilm, Hvidsten Gruppen. Hun har tidligere udgivet Send Mere Sex (2009) sammen med Trine Appel, Send flere børn (2011) og Send mere kærlighed (2014).
Jeg er aldeles imponeret og må give bogen 6 lysende ⭐⭐⭐⭐⭐⭐/6, og jeg glæder mig til at høre Anne-Grethe fortælle mere om bogen til arrangementet Litteratour i Herning den 2. november.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette
