Jorden under mig, af Helle Vincentz
Forlaget People’s, udkom i april 2021, 360 sider
Denne erindringsroman læste jeg på 2 dage, og det er altså længe siden, at en bog rystede jorden under mig… men jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig.
Helle vokser op på en gård i Sydsjælland i 1980’erne. Hun er på team Helle/far. Det andet team består af søster Vibeke/mor. Mor er skolelærer. Far er landmand, men han ville hellere have været arkitekt. Som ung rejste faren gennem 8 år rundt i forskellige lande, bl.a. via Mellemfolkeligt Samvirke og FN, indtil han blev ‘beordret’ hjem af sine forældre for at blive landmand. Et meningsfyldt og frit liv blev skiftet ud med et ansvars- og bekymringsfyldt liv. Pengene var små og krisen kradser under kartoffelkuren, hvor de økonomiske sorger blev skyllet ned med øl på rundtur blandt de lokale.
Da Helle er 8 år, skyder faren sig selv. Det er Schlüters skyld. Gården ender på tvangsauktion.
Men det er ikke kun tabet af faren, der fylder. Én efter én forsvinder de personer, der betyder noget for Helle.
”Nu er vi kun tre. Næste gang der skal hugges en gren af familietræet, bliver det mor, Vibeke eller mig selv. For jeg ved med sikkerhed, at vores træ ikke får lov at stå i fred. Nogen holder øje med os og svinger macheten. Først morfar, så Thyra, så far, så farmor, så farfar, så mormor, og nu har vi kun hinanden”.
Vi følger Helle, der klarer sig godt i skolen, og som brændende ønsker at følge i farens fodspor ud i verden. Helle føler sig forbundet til farens historie og higer efter at mærke en lille flig af den livsgnist, der hurtigt brændte ud. Da Helle er ung får moren kræft og hun dør kort tid efter, så Helle er forældreløs i en alder af 23 år. Som voksen kæmper Helle med angst og de mange tab får tag i hende, og hun må konsultere en psykolog. Herigennem får hun langsomt greb om fortællingen og sig selv.
Jeg blev allerede fra start ramt af fortællerens umiddelbare og uskyldige barnestemme, der prøver at forstå de voksnes verdenslogik.
Jorden under mig er en gribende erindringsroman, men måske kan den også kaldes en dannelsesroman for hvordan dannes og formes et menneske, der vokser op med skyld og skam.
At føle skyld over at have plaget sine forældre om ting, man som barn uskyldigt ønskede sig og dermed pustede til ilden. At føle skam over at ens far valgte én fra og hermed føle sig forkert.
Romanen handler om at leve med og overleve et psykisk traume. Om at bruge årevis på at søge efter svar, som aldrig findes. Den langsomme erkendelsen af at hun for evigt vil føle sig halv. Derfor holder hun også fast i de små vigtige holdepunkter, eks. sit navn, da hun skal giftes.
“Når man har så lidt tilbage af sin holdkammerat, holder man fast i smulerne.”
Man kan læse alle mulige teorier om disse svære emner, eller også kan man bare læse denne bog, som kommer omkring så mange nuancer indenfor disse begreber, som i bund og grund handler om relationer og hvordan vi har det i forhold til andre mennesker. Det handler om vores selvbillede og selvværd, hvilket er relatérbart for os alle.
Om forfatteren: Helle Vincentz er uddannet journalist, cand.public og M.A. i Human Rights fra Columbia University. Hun debuterede i 2011 med spændingsromanen “Den afrikanske jomfru”, som blev nomineret til Danske Banks Debutantpris og årets thrillerdebut i Frankrig. Siden fulgte “Den filippinske pirat” og “Nukaakas kabale”. Bøgerne er solgt til flere lande.
I 2016 udkom første bind i en ny spændingsserie med antropologen Sofie Munk, der finder sin rette hylde som efterforsker hos det private firma CJ Consult. Der er nu 2 bind i serien, der kan læses hver for sig.
Bogen er undersøgende og nysgerrig i sin fortælling og peger ikke fingre af nogen eller lægger ansvar fra sig. Det er derfor berigende og indsigtsfuld læsning.
Som sagt er det længe siden, at jeg har læst en bog så hurtigt. Jeg blev således ramt af den helt specielle bog-varme-følelse, man indimellem oplever efter endt læsning og må kvittere med 6 ⭐⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til Forlaget People’s for anmeldereksemplar ✅
Anette
