Julekalenderen – en vinterbaders notater fra menneskehavet, af Peter A.G. Nielsen.

Forlaget Eksistensen, udkom i 2017, 120 sider.

De sidste feriedage bruges blandt andet til at pakke julen væk, men I skal ikke snydes for et par ord om min decemberlæsning, som bestod af denne fine voksen julekalender, skrevet af Peter A.G. Nielsen.

Da jeg selv er vinterbader, faldt jeg over undertitlen, da jeg købte bogen på BogForum, men den handler altså slet ikke om vinterbadning, men om det menneskelige bad, vi bør tage hver dag. Peter A.G har nemlig fortalt, at han er inspireret af Søren Kierkegaard, der har sagt, at han er afhængig af sit menneskebad dagligt.

Vi kender Peter A.G som musiker, men han er også en eminent fortæller, og i denne julekalender giver han ordet til de danskere, han møder på sin vej. Det er brudstykker af tilfældige samtaler, som trods svære vilkår emmer af varme og humor. Mød blandt andet den nedslidte men dansende skraldemand, rengøringsdamen i Magasin der har overskud til at smile til spædbarnet, den invalide knallertkører der leger julemand, og junkien der faktisk hellere vil have et kram end 200 kr. osv.

Det er ikke kun i juledagene, at vi skal være gode ved hinanden, så historierne fortsætter helt frem til nytår og indeholder således 31 opbyggelige historier, som efterlader én eftertænksom, klar til et nyt år med mere fokus udadtil i verden og med et fortsæt om at give lidt mere af sin tid til et andet menneske.

Julekalenderen er udgivet i 2017 af forlaget Eksistensen, der gennem årene også har udgivet andre julekalendre for voksne.

Bogen er eget køb.

Godt Nytår – Anette