Mine Top Ti klassikere 📚
Selvom der i dag udgives et hav af gode bøger, så er det som oftest, de bøger, man har læst i ens ungdom, der får højstatus. Mange af disse bøger er blevet klassikere, ikke kun for mig, men for tusindvis af mennesker og jeg får mere og mere lyst til at genlæse nogle af disse. Og dog, for nogle gange, tænker jeg, at fortryllelsen vil forsvinde, hvis ikke jeg genoplever den magi eller den påvirkning, bogen havde på mig dengang… 😊
Men jeg fik lyst til at lave en liste over de klassikere, som især har været med til at kickstarte min læselyst, da jeg var ung. Mon ikke du kender de fleste, da de alle er blevet bestsellere og stort set alle også senere er blevet filmatiseret.
Bøgerne er ikke rangeret, men nævnt i tilfældig rækkefølge.
__________
Nr. 1 – Tornfuglene, af australske Colleen McCullough, fra 1977.
Citat: “Kærlighed er som en rose, men ingen rose uden torne.”
Romanen, som er en familiesaga om familien Clearys liv i Australien, beskriver begivenhederne fra 1920’erne og fem årtier frem. Hold nu op, jeg slugte både bogen og selvfølgelig også senere filmen, og var ligeså forelsket, som den unge og smukke Meggie Cleary var, i den katolske præst Ralph de Bricassart. En livslang, men umulig kærlighed.
__________
Nr. 2 – Rebecca, af britiske Daphne du Maurier, fra 1938.
Citat: “I am glad it cannot happen twice, the fever of first love. For it is a fever, and a burden, too, whatever the poets may say.”
Godsejer Maxim de Winter gifter sig på ny, efter at hans første hustru Rebecca er omkommet, og han bringer sin nye kone med tilbage til familiegodset Manderley, hvor der hviler en spøgelsesagtig forbandelse over stedet, som truer det nye ægteskab. En særlig spændingsroman. Jeg var meget fascineret og vildt optaget af den uhyggelige stemning, der truer og modarbejder den romantiske historie.
__________
Nr. 3 – Æblemostreglementet, af amerikanske John Irving, fra 1986.
Citat: “Goodnight you Princes of Maine, you Kings of New England!”
Homer Wells er født og opvokset på et børnehjem, hvor lederen Wilbur Larch, der agerer fødselslæge, nærmest bliver som en far for ham. Han tager det som en selvfølge, at Homer Wells skal overtage pladsen efter ham, men Homer rejser med et ungt par til en æbleplantage, hvor han møder kærligheden og lærer her en hel del om livet udenfor børnehjemmet. En af mine absolutte favoritter om at blive voksen og om at høre til.
__________
Nr. 4 – Åndernes Hus, af chilenske Isabel Allende, fra 1982.
Citat: ”Du har forandret dig meget, mor”, bemærkede Blanca. ”Det er ikke mig, min datter. Det er verden, der har forandret sig,” svarede Clara.
En magisk familiesaga, der foregår i Chile, med synske Clara og den tyranniske Esteban Trueba, og deres efterkommere, som vi følger gennem flere generationer. Romanen har en stor grad af socialrealisme, da den beskriver de politiske forhold i Chile i starten af 1970’erne. Jeg var yderst fascineret af Claras overnaturlige kraft og så indeholder romanen både spænding, familiedrama, historie og romantik.
__________
Nr. 5 – Sophies valg, af amerikanske William Styron, fra 1980.
Citat: “Don’t make me choose. I can’t choose”
Handlingen finder som udgangspunkt sted i New York i 1947, hvor vi møder de tre hovedpersoner. Forfatteren Stringo, som flytter ind i et pensionat, hvor han møder Nathan og Sophie, der har et turbulent forhold. Men sidehandlingen er Sophies skæbne og hendes oplevelser under Anden Verdenskrig. Sophie er polak, men overlevede Auschwitz i april 1944, og vi får den hjerteskærende historie om hendes ubærlige valg; at skulle vælge mellem sine to børn. Det gør så ondt, at der næsten ikke er ord for det.
__________
Nr. 6 – Det forsømte forår, af danske Hans Scherfig, fra 1940.
Citat: ”Død over Blomme!”
Denne behøver vist ingen nærmere beskrivelse. En gruppe jubilarer ser tilbage på tiden i den sorte skole, hvor den perfide Lektor Blomme spreder angst i et forsøg på at indprente lærdom. Jeg læste den i gymnasiet, men det er især filmatiseringen fra 1993, jeg husker så tydeligt med Lektor Blommes karakter, så sadistisk velspillet af Frits Helmuth.
__________
Nr. 7 – Tilværelsens ulidelige lethed, af tjekkiske Milan Kundera, fra 1984.
Citat: “Når hjertet taler, finder sindet det uanstændigt at protestere.”
Historien handler om Tomas og Tereza. Tomas er kirurg, men på grund af sine kontroversielle politiske meninger må han i stedet erhverve sig som vinduespudser, da russerne invaderer Prag i 1968. Tomas har utallige elskerinder, men hans tilbedende hustru Tereza følger ham alligevel overalt. Bogen er småfilosofisk overfor emner som livets mening og kærlighed.
__________
Nr. 8 – Familien Gregersen, af danske Christian Kampmann.
Romanen er en samling af 4 bøger: Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder, fra 1973-1975.
Citat: Faren stillede karaflen med portvin ved sin egen plads og den med madeira foran Rune der skænkede så meget op at han måtte læne sig frem og slubre af glasset. Moren sendte faren et blik der sagde: Kan du se hvad du har forårsaget? Hun fik et ubekymret smil til kvittering.
Endnu en familiesaga om en københavnsk overklassefamilies storhed og fald fra 1954 til 1974. Vi følger familien i medgang og modgang og især de fem børn Karen, Erik, Bo, Rune og Maj, der alle bliver voksne. En bog om familiedynamik, parforhold, identitet og så var det min første bog om homoseksualitet.
__________
Nr. 9 – Den kroniske uskyld, af danske Klaus Rifbjerg, fra 1958.
Citat: ”Tore er en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde.”
Romanen er en psykologisk fortælling om de tre unge, Tore, Janus og Helle, vi møder i gymnasietiden. De kæmper med at finde hoved og hale i følelser, idealisering og forførelse samtidig med at de udvikler sig personligt . Bogen ender tragisk og dette efterlod et dybt og usletteligt indtryk på mit ungdommelige hjerte; det at ikke alting ender lykkeligt. Bogen betegnes som forfatterens hovedværk.
__________
Nr. 10 – En hundjævels bekendelser, af britiske Fay Weldon, fra 1983.
Citat: ”Mary Fisher elskes af min mand, som er hendes revisor. Jeg elsker min mand, og jeg hader Mary Fisher”.
En kønssatirisk beretning om Ruth, der går all-in på hævn, da ægtefællen Bobbo forlader hende til fordel for en yngre model. Jeg husker den som djævelsk morsom og vildt uhyggelig i forhold til, hvordan Ruth ændrer karakter.
__________
Det var et lille trip ned af bøgernes memory-lane. Mon ikke du også har gode læseminder med nogle af disse bøger? Det håber jeg.
Anette