Mit Abruzzo, af Per Petterson
Batzer & CO, udkom i november 2022, 400 sider.
Original titel: Mitt Abruzzo. Oversat af Karen Fastrup.
Jeg har længe gerne villet læse noget af Per Petterson. Især har jeg læst meget godt om bestselleren Ud og stjæle heste, men så hørte jeg ham fortælle om denne, hans seneste bog, på BogForum i 2022, så det blev altså denne lidt anderledes bog, jeg valgte at starte hans forfatterskab med.
68-årige norske Petterson føler, at han er færdig med at skrive skønlitteratur; der kommer i hvertfald ikke rigtigt noget frem og han får kvalme af fonten Palatino, som han har brugt de sidste 10 år. Han og hustruen Pia opholder sig mere eller mindre ‘i eksil’ på egen landejendom pga. coronaepidemien, hvilket titlen Mit Abruzzo hentyder til, da den refererer til den italienske forfatter Natalia Ginzburg, der måtte flygte i eksil til det italienske landområde Abruzzo i 1940’erne.
Petterson begynder derfor at skrive dagbog om livet på gården Porten i første halvår af 2021. Dagbogen skal slutte på hans 69 års fødselsdag den 18. juli 2021.
Petterson er i en sen alder blevet diagnosticeret med ADHD, og selvom vi forstår at medicinen har en begyndende effekt, så beskriver han stadig, at uroen, rastløsheden og angsten ofte har sit tag i ham. Noget han har kæmpet med hele livet. Som dagbog når det er bedst, får vi et naturligt mix af tanker og følelser, og læseren får et ganske fint indblik i hans opvækst med en dansk mor og en norsk far, og betragtninger over hans relationer til andre, især det mangeårige venskab med Øivind. Vi forstår også, at han måske for første gang beretter lidt omkring skibsbranden på Scandinavian Star, hvor han mistede 4 familiemedlemmer. Han har aldrig haft lyst eller behov for at tale med offentligheden om tragedien, men da denne bog fungerer som dagbog, er det jo naturligt, at tanker herom alligevel får plads. Vi følger den daglige rytme, den tidlige morgen med læsning, de praktiske gøremål på gården, bøvlet med den brutale vædder, der gerne vil stange men også gerne kløs i nakken. Det er tilbageblik på et levet liv, som understøttes af samtalerne om familien med den sidste nulevende bror Steen. Sidst, men ikke mindst indeholder bogen et hav af litterære referencer og man får et ganske underholdende indblik i forfatterens litterære liv, og er ikke i tvivl om hans politiske ståsted.
Skrivestilen er afslappende og lige ud af landevejen, der skrives som der tænkes og føles, så noget er voldsomt melankolsk, og andet er hektisk, insisterende og fuld af energi. Det afspejler vel egentlig bare livet, som det leves; en original journal. Alt i alt er stilen utrolig læsevenlig. Nøgterne dagbogsbeskrivelser fylder side efter side, mens tiden går, men dette er understøttet af en uhøjtidelig, selvreflekterende og ofte humoristisk undertone, som løfter hele projektet til meget mere end en dagbog.
Han skriver dagbog fordi han er nødt til at skrive hver dag og fordi han ikke kan skrive andet, og hvad der måske starter lidt trivielt og hverdagsagtigt viser sig at vokse til et stille drama, der folder sig ud foran læseren og man får kun lyst til at det skal fortsætte…
Bogen er krydret med de fineste små sort/hvide fotos som små glimt fra det levede liv, hvilket passer til bogens stil og bagerst er der en brugbar navneliste, da mange af de norske personer kun nævnes ved fornavn, og den er altså rar at have ved hånden, så derfor et lille fif herom inden man går igang.
Du kan læse mere om forfatteren her. Oversættelsen af Karen Fastrup sidder lige i skabet, hvilket også skal nævnes her til sidst.
Bogen er et selvkøb.
Anette
