Mit liv i Knutbysektens hjerte, af Josefine Frankner – i samarbejde med Cecilia Gustavsson
Politikens Forlag, udkom i marts 2022, 326 sider
Original titel: Kristi bruds slav. Oversat af Line Beck Rasmussen.
At leve i en sekt ⛪️
Jeg har ofte tænkt over, hvordan eller hvorfor nogen bliver ‘fanget’ i en sekt? I min ungdom hørte vi meget om Moon-bevægelsen i USA og jeg husker især en foruroligende beretning om et dansk forældrepar, der måtte ‘kidnappe’ deres egen søn og mandsopdække ham indtil han var ‘afprogrammeret’… 🤯 Det gjorde et stort indtryk dengang. At man kunne blive hjernevasket af så stærke manipulative kræfter uden for én selv, og som ovenikøbet fratog ens egen vilje. Og når man ‘lod’ sig styre, skyldes det så tvang, svaghed, eller angst for udstødelse? eller noget helt fjerde?
Omtalen af denne bog gjorde også et stort indtryk på mig, og når jeg ikke helt forstår andres bevæggrunde, så er den allerbedste måde jo at søge viden og læse, hvad andre kan fortælle om et givent emne.
Når nogen udøver en sådan magt over et andet menneske, så er det altså stærke kræfter, der er på spil, og det beviser denne fortælling, der handler om at forgude, at føle sig særligt udvalgt og om religion, der udvikler sig til fanatisme.
I 25 år, fra 1994 til 2016 viede Josefine Frankner sit liv til en særlig del af frikirkemiljøet i Knutby, nemlig Filadelfia sekten, hvor hun gradvist mistede retten til eget liv, og systematisk blev udsat for både fysisk og psykisk vold.
I Mit liv i Knutbysektens hjerte fortæller forfatteren hudløst ærligt om livet i den helt særlige og betroede rolle som tjenerinde for lederen Åsa Waldau, der også blev omtalt som “Kristi Brud” i den berygtede svenske sekt.
Men hvad der ender med vold, mord, seksuelle krænkelser, opløsning og retssager starter med en helt almindelig 14-årig piges drømme om uddannelse, mode, venskab og en idolisering og fascination af den børnepræst, hun møder i pinsemenigheden, hvor hun færdes sammen med hendes forældre og søskende. Alle unge kender til usikkerhed og vil forsøge at finde deres egen vej… men den vej, Josefine valgte, kom med en pris; et svigt overfor egen familie, hvilket hun var blind for, indtil hendes datter blev udsat for et overgreb. For mig at se blev redningen, at datteren havde mod til at fortælle om overgrebet, og det mod forplantede sig i Josefines hjerte, der indtil da havde tilhørt “Kristi Brud”.
Det er en smertefuld fortælling, men allermest beundringsværdigt, at Josefine af egen kraft rejste sig op og gik sin vej. For ét er at blive ‘kidnappet’ væk fra en sekt, noget andet er at trække sig selv op af sølet og udvandre uden at kende til konsekvenserne heraf. Jeg er fuld af beundring for den beslutning, og familiens historie har i den grad berørt mig.
Bogen giver os mulighed for at blive klogere på noget, der måske ligger fjernt fra ens egen forståelsesramme. Verdenen omkring os har mange nuancer og det er altid sundt at gå på opdagelse i menneskets forskelligheder. Ikke mindst er det både fascinerende og skræmmende at blive mindet om, hvad den menneskelige hjerne er i stand til at tro på.
Mit liv i Knutbysektens hjerte er en oplysende og hjerteskærende beretning, der ikke kun prøver at placere skyld. Tværtimod peger fingeren især indad, og skam og svigt, som forfatteren må se i øjnene, er dyre lærepenge, men herfra sendes 5 øjenåbende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ✅
Anette