Nostalgi

Nostalgi, af Mikkel Guldager

Forlaget Brændpunkt, udkom i oktober 2020, 124 sider

Reklame / Noget på hjertet ❤

Mikkel Guldagers bøger prikker til konformiteten og minder os om menneskets nuancer.

Mikkel Guldager er en forfatter der allerede fra starten af sit forfatterskab har haft en klar vision om at vise, at verdenen ikke kun er sort-hvid, men består af en farvelade af nuancer. Han sætter normalitetsbegrebet på dagsordenen og serverer virkelighedens Danmark for os læsere.

Nostalgi er allerede 2. bog i 2020 af forfatteren, der i foråret udgav bogen Yatzy. Yatzy er en personlig historie ind bag sindets skrøbelighed ved at beskrive et tilfældigt døgn fra en vindueskarm på Amager, set fra forfatterens eget bipolare perspektiv – hudløst ærligt beskrevet.

Denne gang handler det om Leon.

Fortællerstemmen tilhører forfatteren, som Leon kalder Krølle, der gennem et års tid har tilfældige møder med den hjemløse Leon.

Efter at have læst bogen vil jeg mene, at Leon er det, vi vil kalde en skæv eksistens, men det har Leon sikkert ikke noget imod at blive kaldt. For Leon er anderledes og så er han blevet hjemløs.  Han er paranoid, manisk, skæv eller fuld og en bulderbasse, men en del af slænget, der holder til på torvet midt på Amager, hvor vi møder den brogede flok bestående bl.a. af Nebukadnezar, Tisse-Kristian, Helikopter-Henning, Torben Koben, men også overtjener Ibsen og Margretheskålen. Disse arketyper tilfører bogen ægthed og fremhæver det bryske miljø.

”Det var typisk en skare af seks til syv mennesker, som af den ene eller anden årsag var havnet henne på pladsen. Folk som var snublet på deres arbejde og blevet halvinvalide, enkemænd, som var røget på flasken, forladte mænd, forhadte mænd, og marginale, aparte og små eksistenser, som også kunne have været dig eller mig”.

Leon er en ilter og sammensat person med både fysiske og psykiske skrammer. Alligevel er han livsvillig og livsklog og han har en mening.

“..men Leon skilte sig ud, fordi han ikke blot var en karakter. Han havde karakter”.

Men skæbnen har været hård ved Leon, der blandt andet har været i plejefamilie, hvilket ikke var en succes og det førte til en kriminel løbebane. Det kommer til mange sammenstød pga. hans lunefulde og udadreagerende temperament sammenblandet med et forbrug af euforiserende stoffer. Hans bløde side handler om savnet til mormoren og hendes sommerhus på Møn.

Bogen er opdelt i 3 dele. Første del handler om Leon og en præsentation af Leons situation og det slæng han omgås på torvet. Anden del er Dysten, hvor Leon ender i et voldeligt opgør med det slæng, han sådan set altid har været leder af.  Tredje del hedder Genopstandelsen og er den afsluttende fortælling om Leons skæbne. Her får vi også en lille anekdote fra forfatterens egen fortid, skrevet ind i et personligt brev til Leon, og det er en fin ”krølle” på historien.

Nostalgi er en barsk, men vigtig fortælling om hjemløshed, men den handler også om fordomme, håb og drømme. Bogen burde læses af de unge i gymnasierne, for den er et nutidigt billede af bagsiden af vores velfærdssamfund.

Guldager skriver flydende og let og meget af bogen er i dialogform, hvilket understreger Leons sprog og fandenivoldske personlighed. Det er jeg vild med, og så beriges man også som læser med fremmedord, i hvert fald for mit vedkommende, og jeg elsker når mit ordforråd udvides og at jeg må slå ord op undervejs.

Nostalgi er Leons stemme i et personligt og litterært opråb til et velfærdssystem, der har svigtet, men også til os andre dødelige, der sidder lunt i sofaen. Løven Leon er heldigvis en ægte kriger og fortsætter sin kamp. Jeg vil ikke spoile, men forvent ikke en Happy Ending. Tværtimod efterlades man tung om hjertet, men også med sunde og reflekterende tanker om næstekærlighed. 

Om forfatteren: Mikkel Guldager, f. 1977, er cand. mag. i engelsk fra KU og arbejder på sin afhandling som Dr. Phil. fra Freie Universität i Berlin. Han skriver skæbnefortællinger om karakterer på randen af samfundet og konventionerne, og skildrer sådanne skæbner igennem egen prisme, som er mærket af, at han lider af en psykisk sygdom (bipolar affektiv lidelse). Han er netop i gang med sin 3. roman, der udkommer i 2021.

Forsideillustrationen af Leon er så levende og varm og fortjener også at blive nævnt, og denne fine illustration er lavet af Casper Zen Pedersen.

Nostalgi er en passende reminder om ikke at dømme andre uden at kende deres historie.  At tale de svageste sag og at sætte fokus på udsatte grupper er måske ikke det mest ’hypede’ indenfor litteraturen, og man kunne næsten få lyst til at skrive ”It’s a Dirty Job – But Somebodys Got to Do It”, og det gør Mikkel Guldager så heldigvis – uden omsvøb og usminket. Om det er egne dæmoner eller andres skæbner, så er Guldager garant for at udbrede mangfoldigheden og bringe virkeligheden ind i vores stuer og hjerter, og det er jeg taknemmelig over og belønner hermed Leon og Nostalgi med 5 næstekærlige ⭐⭐⭐⭐⭐/6.

Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplar ✅

Læs min anmeldelse af forfatterens første bog Yatzy her.

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – enten via Saxo eller Tales (affiliate links).

Anette