GÆSTEANMELDELSE, lavet af min søn Mads

Rødder – en gangsters udvej, af journalist Marie Louise Toksvig

People’s Press, udkom i 2018, 370 sider.

Bogen ”Rødder – en gangsters udvej” er historien om Nedim Yasars liv.

Bogen handler om Nedim Yasar, som kommer til Danmark i 1991 sammen med hans mor og lillebror. På dette tidspunkt er Nedim 4 år og han møder sin far for første gang. De bliver bosat i Grantoften, som er et boligområde i Ballerup. Dette bliver stedet, som kommer til at danne ramme om hele Nedims opvækst og hans teenageår. Det er her, at Nedim hurtigt finder ud af, at han vil være gangster når han bliver stor. Han vil have magt og penge, og ikke mindst anderkendelse og respekt. Og det får han.

I en ung alder er Nedim på kant med loven, og i hans teenageår udvikler kriminaliteten sig fra at være spas og ballade, som han tjener håndører på, til at være en struktureret forretning, hvor specielt det systematiske salg af hash, viser sig rentabelt.

En dag, mens Nedim sidder i fængsel, får han nok af bandekrige, sorte penge og det kriminelle miljø, og han beslutter sig for at ville forlade miljøet. Et Exit. En af de ting, som motiverede Nedim til at forlade miljøet var, at han var blevet far for første gang. Han ønskede ikke, at hans barn skulle vokse op med en far, der ligesom Nedims egen far, flyttede ind og ud af fængslet. Han ville være der for sit barn, og han ville skabe sig en ny tilværelse på den anden side af lovens grænse. Han ville starte på en frisk, hvilket indebar en uddannelse som pædagog.

Bogen giver et glimrende indblik i en kultur, som mange danskere ikke kender til. En kultur, hvor respekt og ære betyder alt. Man får viden om et miljø, hvor de danske værdier og regler intet betyder. Derudover får man som læser en forståelse af, hvorfor i alverden en dreng på 10 år drømmer om at blive gangster.

Det er en spændende fortælling om Nedims liv, men den er samtidigt meget oplysende, hvilket gør, at bogen er et Must-Read for personer, som gerne vil blive klogere på integration og på bandemiljøet i Danmark.

Nedim Yasars drøm om et nyt liv blev aldrig en realitet. På udgivelsesdagen, efter en bogreception for Nedim, bliver han skudt på klos hold, på vej hjem i sin bil. Nedim Yasar bliver dagen efter, den 20. november 2018 erklæret død. Om Nedims død har sammenhæng med bogudgivelsen ville politiet ikke sige noget om, men medierne var ikke sene til at drage den konklusion.

Bedømmelse: 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Anmeldelsen er skrevet af Mads Falk Knudsen