SAND, af Jørgen Børglum Larsen

Forlaget Brændpunkt, udkom den 26.3.20, 172 sider.

Reklame/

Kan livet strande og tiden løbe ud i sandet?

Stig Tønnesen har for mange år siden bosat sig i London, hvor han arbejder i papirbranchen. Stig er blevet skilt og ser ikke særligt meget til familien længere. Nødtvunget rejser han dog hjem til Nordjylland for at bistå moren ved salget af familiens sommerhus Lyngbakken på Læsø. Her venter fortidens minder om barndom og ungdom, men især om Malin, ungdomskæresten.

50-årige Stig må siges at befinde sig midt i livet. Han gør ikke meget væsen af sig selv. Faktisk smuldrer han lidt som sandet mellem fingrene. Han har aldrig gjort det godt for sig selv, har familien gentagne gange udtalt.

Hjemme i stuen ved moren mærker han straks utilpasheden for ”Der sad han så, men ikke særligt godt” og endnu engang tynges han af de uindfriede forventninger. Han sætter sig derfor for at få salget hurtigt overstået, så han kan vende tilbage til det trygge liv i papirbranchen.

Men netop papir spiller en væsentlig rolle, for Stig er nemlig ekspert i notesbøger og tager mange noter, da han har en uforløst drøm om at blive forfatter. Undervejs vækkes noget i ham, og måske er tiden inde til at starte forfra. Han vender det næste blad i sin egen notesbog, for måske er livet ikke så forudsigeligt – alligevel.

Sand er et flot og gennemgående tema og med enkle og præcise ord og sætninger anføres stemningen, og det er ikke kun sandet, der fyger mellem klitterne, men også stikpiller, forventninger og formaninger.

SAND er en stilfærdig roman, der handler om at gøre regnskabet op, både for sig selv og overfor andre og mange vil kunne finde genkendelige følelser om at lade sig nøje, lade sig dominere, og om modet til at trække en streg i sandet, da tiden er moden.

At forfatteren er præst, fornægter sig heller ikke i teksten, der er livsklog og reflekterende. Man læser langsomt og dvæler ved de velvalgte ord undervejs.

Forfatteren Jørgen Børglum Larsen er cand. theol. og har siden 1979 skrevet en række digtsamlinger, noveller og romaner.

Jeg kan varmt anbefale at læse SAND, for i disse urolige tider, er det en lise for sjælen at læse om en stille eksistens i denne lille, fine menneskelige historie, som tiden ikke er løbet fra.

Til sidst vil jeg lige nævne omslaget for billedet fængede med det samme, måske på grund af mine nordjyske aner, men marehalmen og lyngen har jeg aldrig kunnet stå for. Det fine foto er taget af Vibeke Leth Svendsen.

Tak til Forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplar ✅

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – via Saxo eller Bogreolen (afilliate links).

Anette