Sandheden om Harry Quebert sagen, af Jöel Dicker

Rosinante, 2014, 704 sider.

Jeg har ikke skrevet en længere anmeldelse af Sandheden om Harry Quebert sagen, da det er et stykke tid siden, at jeg har læst den, men jeg vil alligevel nævne og anbefale bogen, som er skrevet af den schweiziske forfatter Jöel Dicker, der fik et hit-gennembrud med denne roman i 2012.

Den unge forfatter Marcus Goldman kæmper med skriveblokade efter at have udgivet en bestseller. Da hans mentor og store forfatteridol Harry Quebert anklages for mord på den unge Nola, som er forsvundet 33 år tidligere, rejser Marcus til den søvnige provinsby Sommerdale for at forsvare og bevise Harrys uskyld. Det viser sig hurtigt, at Quebert og den unge pige Nola havde varme og forbudte (pga. stor aldersforskel) følelser for hinanden, men det er ikke den eneste hemmelighed, byen gemmer på. Hvad er sandhed og hvad er løgne i denne sag, som langsomt giver Marcus fornyet energi til at kunne skrive igen.

Det er en kærlighedsroman med et krimi-tvist, som ikke skuffer. Bogen er en page-turner med et velgennemtænkt plot og jeg blev især fanget af de forskellige skæbner og deres udvikling eller mangel på samme. Som læser får man et interessant og overraskende klart syn på, hvorledes skæbnerne er indbyrdes forbundet i den lille by.

Jeg har for nyligt genoplevet historien i tv-serien Harry Quebert-affæren, som bygger på bogen. Serien kører på CMore, men kommer på ingen måde op på højde med bogen, men den er alligevel underholdende og plottet jo det samme, og så har den Patrick Dempsey i hovedrollen som Harry Quebert. Det trækker da op 😉

Forfatteren har senere skrevet den selvstændige opfølger Bogen om Baltimore-familien; en bog, jeg endnu har til gode og derfor at finde på min ønskeseddel.  

5 mystiske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 (bogen, ikke serien).

Anette