Sandheden om Jonas Theron, af Rikke Dahl

Turbine forlaget, udkom i september 2025, 490 sider.

Ungdomsgyser med Fredag den 13. vibes 👺

Under dokumentar optagelserne i en midtjysk by forsvinder hovedpersonen, den kendte fodboldspiller 8Jonas Theron pludseligt, og kort efter forsvinder også den 15-årige pige Lucia, der har en rolle i dokumentaren…

Politibetjenten Julian Seidl er ved at finde sine ben efter drabet på kollegaen Gregers, da han vikles ind i sagen om den unge piges forsvinden og noget tyder på at svaret skal findes i Jonas’ fortid.

Instruktøren er overbevist om, at Jonas ville afsløre en hemmelighed under filmatiseringen, for hvad skete der egentlig tilbage i slut 80’erne, da Jonas og en vennegruppe, inspireret af Fredag den 13. filmene, havde gang i en uhyggelig maskeleg i skovens dyb.

Jeg har ventet længe på denne ‘efterfølger’ for ligesom forfatterens første bog ‘Som om vi aldrig rigtigt fandtes’ fra 2019 kredser også denne historie om ungdomsdrømme, forelskelse og venskaber, hvor man måske gør ‘dumme’ ting for at blive set, for at imponere, være populær eller bare være en del af flokken – for alt i verden vil man ikke være udenfor.

Forfatteren Rikke Dahl har menneskekendskab og dette bruges som et gysertag på læseren samtidig med at hun på uhyggelig vis beskriver de unges forvirrende tanker og følelser. Historien fortælles i et effektivt tempo med skiftende perspektiver og spring i tid, men langsomt bindes der en sløjfe på de mange løser ender. Det er både skræmmende og underholdende med effektfulde cliffhangers.

Igen har Rikke Dahl skrevet en velkomponeret psykologisk spændingsroman, der berører emner som identitet, roller og grupperinger og ikke mindst om den skyld og skam, vi ofte bærer med os.

Som forfatterens første bog læser historien næsten sig selv, sproget flyder glidende og spændingsniveauet er intenst på det menneskelige plan. Den del mestrer Rikke som sagt til fulde.

Hvis du er nysgerrig på den første bog, så læs med her – eller bedre læs den –

https://anettesbookshelf.dk/som-om-vi-aldrig-rigtigt…/

Reklame / tak til Turbine forlaget for tilsendt eksemplar 🙏

Anette