SER DU?, af Mette Lisby.

Forlaget Gyldendal, udkom i januar 2025, 312 sider.

Fra satire til gru – Mette Lisby debuterer med en gyser, der kan få de små nakkehår til at rejse sig…

SER DU? 🫣

er en spooky og psykologisk krimi om den unge psykologistuderende Astrid, der med et traumatisk tab i fortiden, erfarer, at hun har flere hallucinatoriske oplevelser… Er hun stresset eller vil nogen fra den åndelige verden fortælle hende noget?

En ung kvinde Angela forsvinder.

Astrid vælger, trods morens protester, at tage en pause fra sit PhD studie og hjælper i stedet til i kæresten Toms ejendomsmæglerfirma. De står foran et stort hussalg, og Astrid skal være den primære kontakt til familien, da en ældre dame i huset er psykisk syg.

Efter en kærestetur til Bornholm dukker Angela op i baggrunden på et foto af Astrid, hvilket umuligt kan lade sig gøre.

Politiet tror, at Astrid har manipuleret med billedet, så hun betror sig til kusinen Ivalo, som hun bor tæt på, og som hun tidligere har haft et nært forhold til. Sammen begynder de at undersøge sagen, der fører dem på sporet af en seriemorder.

Det er forfriskende med en krimi, der ikke er bygget op omkring politiets arbejde og opklaring men om to almindelige hovedpersoner, der bare er nysgerrige og vakse. Hovedpersoner, der både har karakter, sårbarhed og gåpåmod.

Stemningen i fortællingen præges af flere uforklarlige og overnaturlige hændelser, og dette mystiske spøgelsesagtige plot har lidt ‘twin peaks vibes’ over sig og det skaber en perfekt ramme til en ganske (u)hyggelig historie.

For bedst som man tror, at opklaringen ligger lige til højrebenet, så åbner der sig nye, nervepirrende begivenheder, der er meget livagtige og især sidste halvdel af bogen er virkelig spændende.

Det er nemlig en af de krimier, hvor man tror handlingen er givet på forhånd, men med dette touch af overnaturlige kræfter får ofrene måske det sidste ord…

SER DU? er første bind i serien om Astrid og Ivalo, og det er et nyt forfriskende bekendtskab, som jeg glæder mig til at følge…

Du kan læse mere om forfatteren her

Reklame/ tak til Forlaget Gyldendal for omtaleeksemplar 🙏

Anette