Som natten kender stjernerne, af Elsebeth Egholm

Politikens Forlag, udkom i september 2020, 352 sider

Reklame /

Denne bog er det første, jeg læser af Elsebeth Egholm, men det bliver ikke det sidste.

Elsebeth Egholm er kendt af mange, da TV-krimiserien Dicte er baseret på hendes bøger om journalisten Dicte Svendsen.

Som natten kender stjernerne er derfor i en lidt anden genre, end vanligt.

Malou Beck er en anerkendt koncertpianist. Hun er gift med den noget ældre og styrende Holger, der også er arrangør af alle hendes koncerter.

Da Malous mor uventet dør, mister hun lysten og evnen til at spille, hvilket Holger er noget uforstående overfor. I morens lejlighed, finder Malou og søsteren en gammel lakplade med den franske pianist Sophie Costeau, som til forveksling ligner Malou. Pianisten sidder ved et specielt flygel, som Malou føler sig noget draget af. Malou vælger derfor at rejse alene til Frankrig for at finde mere ud af denne lighed og for at se om hun kan finde det flygel.

For at begå sig i det franske, hyrer hun den amerikanske fyr Cody som tolk. Cody er meget anderledes end Holger. Han bor på en husbåd, og er eks-soldat. Han har dog en del ”skeletter i skabet”. Men sammen bevæger de sig rundt i lokalområdet og får efterhånden lukket op for en historie, der trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig og nazisternes besættelse.

Der er rigtig mange lag i denne historie. Den handler både om musik, om sorg, om forhold, om livskrise og om at finde sit eget ståsted. Men også om at føle sig forbundet til fortiden og en anden skæbne.

Som natten kender stjernerne er en bog fuld af stemninger, om det så handler om musik, kærlighed, det historiske eller det franske miljø. Det er tydeligt, at forfatteren skriver om et emne, hun selv har ’under huden’ og denne viden om især det musiske bringer sjæl og liv til historien; alt i alt ‘tempo andante e con amore’.. ❤🎶🎹

Om forfatteren: Elsebeth Egholm (f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende. Egholm debuterede i 1999 med ’De frie kvinders klub’ og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen udkom i 2001, og bøgerne har dannet grundlag for den populære Tv- serien Dicte

Som natten kender stjernerne spiller på alle tangenter og indeholder lidt af det hele; spænding, krimi, kærlighed og så toppes den med dette historiske krigs-drys, som bringer mere dybde til projektet. Jeg synes, at siderne bare flød derudad og bogen læste næsten sig selv, og herfra kvitteres med 5 musikalske ⭐⭐⭐⭐⭐/6.

Jeg er i hvert fald ansporet til at læse mere af samme forfatter og tænker at jeg på et tidspunkt vil give mig i kast med bogen ’Jeg finder dig altid’ fra 2017. Dette er første bind i ny serie med hovedpersonen Rina, der er læge og lider af den sjældne sygdom ansigtsblindhed. For netop denne bog blev Elsebeth Egholm af Det Danske Kriminalakademi tildelt Harald Mogensen-prisen som årets bedste danske krimi/spændingsroman i 2018.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅

Anette