SOMMERFERIE 😎🌞

I dag starter min sommerferie og de næste 3 uger vil jeg nyde naturen i DK, være sammen med familie og læse alt, hvad den kan trække, men forhåbentlig får jeg også tid til kreative sysler… 🧶🪡🪢🧵

Jeg har som altid samlet en stak feriebøger, hvor jeg har valgt forskellige genrer –

Krimier

Plads 7A, af Sebastian Fitzek –

Tyske Fitzek skriver spændingsfyldte historier med stærke plots, og jeg har været draget af de to tidligere bøger, der begge foregår på specielle lokationer, hvor det er svært at komme væk; den ene på en lukket psykiatrisk afdeling, og den anden på et krydstogtskib og nu denne på et fly…🛫

Gutkind Forlag

Rósa og Björk, af Satu Rämö –

2. bog i den nye islandske serie med kriminalkommissær Hildur, hvis skæbne er præget af et traume fra fortiden. Mon vi kommer det nærmere, hvad der skete med hendes 2 mindre søskende, som forsvandt for 25 år siden, da Hildur var 10 år.

Gutkind Forlag

Historie & Romantik

Tæl hjerteslag, af Katarina Widholm –

Om tjenestepigen Betty og hendes vej gennem livet i 1930’ernes Stockholm. Første bind i en kvartet.

People’sPress

Ulykkens år, af Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl –

Bog 1 i den nye Egeskov-serie. Om herskaber og tjenestefolk i slutningen af 1800-tallet.

Politikens Forlag

Skønlitterær historie

Indre Ø, af Cecilie Lassen –

En familiefortælling og en forsvindingshistorie med tråde til Danmarks besættelse og den Kolde Krig.

Forlaget Alhambra

Andersen og Aarestrup, af Jørgen Lange Thomsen –

En kort roman over en samtale mellem H.C. Andersen og Emil Aarestrup en efterårsaften i Odense i 1850’erne.

Historia

Klassikere

En klassiker er en bog, som alle kender, men få har læst, sagde Mark Twain. Derfor prøver jeg altid at presse 1-2 klassikere ind i min sommerlæsning, og i år har jeg valgt

Den kroniske uskyld, af Klaus Rifbjerg –

Jeg har længe villet genlæse Rifbjergs hovedværk i denne smukke udgave, som jeg forærede mig selv for et par år siden.

Tine, af Herman Bang –

Herman Bangs sidste store roman om hushjælpen Tine under krigen i 1864. Jeg fandt bogen i genbrug og den indeholder fine illustrationer af Svend Otto S.

Essay om litteratur

Toppen af Danmark, skrevet af 38 nordjyske forfattere –

Jeg håber at færdiglæse disse essays om litteraturen i Nordjylland.

Gutkind Forlag

En boggave

De uværdige, af Roy Jacobsen.

Jeg gemmer altid en boggave til ferien, og denne bog har jeg fået af mine børn.

Om en flok fattige børn under den tyske besættelse i Oslo.

Jeg kan fornemme, at jeg har valgt meget historisk litteratur, så måske jeg kører ‘død’ i det emne, og må gribe andet – bøger mangler jeg heldigvis ikke… 😉

Jeg håber, at I kan finde inspiration i bunken –

Reklame, da nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, hvilket er tilfældet, hvor forlaget er nævnt.

GOD SOMMER DERUDE 😎🌞

Anette