Tælle til en, tælle til to, af Søren Sveistrup.

Politikens Forlag, udkom i november 2024, 570 sider.

Månedens Boganmeldelse – november 2024

Foruroligende, forfulgt, ‘fundet’ 🫣

TÆLLE TIL EN, TÆLLE TIL TO er Kastanjemandens nye efterfølger og Søren Sveistrup har lavet den perfekte 2’er. En ellers barnlig og uskyldig tælleremse bliver pludselig genstand og omdrejningspunktet for en makaber gemmeleg, man ikke har lyst til at være deltager i.

Historien starter i maj 1992, hvor en harmløs gemmeleg, blandt børnene under en ekskursion i et sivområde, fører til fundet af liget af en 9-årig dreng, der har været forsvundet en uge…

Så springer historien til nutiden, hvor efterforsker Naia Thulin, der efter ‘Kastanjemandssagen’ nu er ansat ved det nationale cybercrimecenter NC3, hvor hun og senere kollegaen Mark Hess involveres i en række stalking sager. Alle forurettede har modtaget flere personlige stalkingbilleder fra deres hverdag efterfulgt af den gamle tælleremse – men nu tilsat et uhyggeligt twist…

Samtidig er det 2 år gamle drab på den 19-årige gymnasiepige Caroline Holst uopklaret, og Carolines mor er stærkt optaget af at finde datterens morder.

Thulin har valgt at skifte arbejde af hensynet til datteren Le, som hun er alene med, og fordi hun selv oplevede et svigt fra sin egen far, der arbejdede mange timer som politichef. Hun forsøger derfor at holde sig lidt på afstand af de nye sager, og vil gerne have forholdet til den nye kæreste Bjørn op at køre, men da sagerne viser sig at trække tråde til en gammel sag, hendes far i sin tid efterforskede, så kan hun ikke helt holde, hvad hun har lovet sig selv og datteren…

Plottet er vildt og karaktererne er sammensatte og spændende, og lad mig bare slå fast, at der er så mange sidehistorier, at de ikke kan nævnes her, men man hvirvles ind i et makabert plot, der overgår ens fantasi. ‘Tælle til en, tælle til to’ går lige ind i krimihjertet og efterlader dig stakåndet og med gåsehud.

Bogen er klart filmmateriale, men om jeg tør se den til den tid, må tiden vise…

Der gives intet mindre end fuld stjernevrimmel herfra – ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Reklame / Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Anette