IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen, af Jesper Vaczy Kragh

Gads Forlag, udkom i januar 2022, 344 sider

Den glemte Danmarkshistorie –

Hvis du interesserer dig for danmarkshistorien, er bogen “IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen” et ‘must-read’. Forsker og psykiater Jesper Vaczy Kragh har skrevet en skarp, veldokumenteret og levende bog om de mange danske institutioner, hvor udsatte grupper blev anbragt gennem årtier og udsat for anbringelse, tvang, fastspændelse, kastration, sterilisation, og det hvide snit.

Vidste du fx.:

  • at der i Danmark blev udført over 4.500 lobotomier frem til 1983 og at dette foregik helt ned i 6-års alderen (det højeste tal på verdensplan taget landets befolkningstal i betragtning)
  • at mange utilpassede børn og unge blev anbragt uden ordentlig udredning
  • at der blev lavet forsøg på at behandle homoseksuelle mænd med transplantationer af testikler fra heteroseksuelle.

Det er også historien om Erling Frederiksen, der var anbragt i over 40 år indtil han pludselig indenfor få år skulle stå på egne ben. Ved at dykke ned i de mange arkiver får forfatteren kortlagt Erlings livslinje fra fødsel, spædbarnshjem, børnehjem til de senere hyppige institutionsskift i åndssvageforsorgen.

Bogen kan være lidt fakta-tung at læse, for der er mange årstal, kilder, lovstof og steder at forholde sig til, men det er bestemt interessant og samtidig oprivende, at Danmark var så langt fremme med ind- og overgreb overfor de mange sårbare mennesker, der blev anbragte. Og al denne viden er, ifølge forfatteren, ikke en del af skolernes pensum eller noget, der udstilles på de store museer… Det er uhyggelig, men oplysende læsning.

Jeg får lige lyst til at nævne et par skønlitterære bøger, der faktisk berører nogle af de samme emner:

Det er de danske som flygter, af Lise Ringhof og Erik Valeur

For barnets bedste, af Line Holm & Stine Bolther

Journal 64, af Jussi Adler-Olsen

Jeg hilser denne bog velkommen i min bogreol og den får herfra 5 informative ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ /6.

Du kan læse mere om forfatteren her – https://gad.dk/iq-75

Reklame / Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag ✅