For barnets bedste, af Line Holm & Stine Bolther
Politikens Forlag, udkommer den 3. september 2020, 496 sider
Reklame / En krimi efter mit hjerte 💖
For barnets bedste er første bog i en ny krimiserie om kriminalhistoriker Maria Just, skrevet af to etablerede journalister; den ene velkendt med rets- og kriminalstof og den anden velkendt for undersøgende journalistik, hvilket ikke er en dårlig kombination her. De to garvede journalister har nu slået pjalterne sammen og er barslet med en bogbaby på 750 gram indeholdende et højaktuelt og nutidigt samfunds dilemma.
Handling:
Maria Just arbejder som historiker på Politimuseet i København. Hun er i gang med at forberede en udstilling om 100 års uopklarede mordsager, da Røde Kors’ generalsekretær findes myrdet på bestialsk vis med et mystisk tegn ridset ind i maveskindet.
Efterforskerne Mikael Dirk og Frederik Dahlin er på bar bund, men der går lynhurtigt mediestorm og toppolitik i sagen. Ledelsen presser hårdt på for at se resultater – en udfordring for de to selvrådende mænd, der ikke har arbejdet sammen før, og som på mange måder er hinandens modsætninger. Da Maria ved et tilfælde finder en forbindelse mellem den verserende sag og et 52 år gammelt uopklaret dobbeltdrab i Hellerup, bliver hun ufrivilligt kastet ind i opklaringen, der trækker tråde til landets mest magtfulde og til et skamfuldt kapitel i danmarkshistorien.
Måske fordi jeg for nyligt besøgte politimuseet i min sommerferie, blev jeg straks fanget af bogens omdrejningspunkt, og kunne visualisere mig flere af bogens miljøbeskrivelser. Idéen med at lade en fortravlet kriminalhistoriker, der arbejder på Politimuseet, blive optaget af en gammel uopklaret sag, ligger jo lige til højrebenet og jeg blev faktisk lidt misundelig på Marias drømmestilling.
Ved at bruge et mørkt kapitel i Danmarkshistorien og koble det til hhv. en gammel uopklaret sag samt en nutidig forbrydelse, favner forfatterparret bredt, men de formår at samle handlingen i en rød og gennemgående tråd, og man føres som læser gelinde gennem de næsten 500 sider. Det er ikke bare nytænkende med en historiker som hovedperson, men samtidig vælger de et vigtigt fokus, nemlig børns trivsel og de etiske udløbere heraf, hvad er rigtigt eller forkert at gøre?
Hovedpersonen Maria Just er en selvstændig karrierekvinde, der har forladt den vestjyske hjemegn og søgt til storbyens pulserende liv. Maria er en nævenyttig ung kvinde, der kan klare sig selv, men fra start fornemmes også en sårbarhed, og en fortidsrygsæk med klaustrofobisk angst.
Udover krimidelen er der også plads til lidt romance og hvem kan ikke sidde og henfalde til fortiden og tænke på gamle kærester – måske lidt cliché agtigt, men det holder.
Dirk og Dahlin; to efterforskere, der for første gang skal arbejde sammen, befinder sig hvert deres sted i livet, og må modificere deres meninger om hinanden hen ad vejen. De kommer ikke udenom at bringe deres personlighed i spil, og måske har de alligevel noget til fælles, selvom det jo ikke er så machoagtigt at tale om følelser.
Selvom man faktisk forholdsvis hurtigt får en fornemmelse af, hvor og hvem der er bagmanden for sagen, så er det virkeligt et gennemført plotarbejde, for der er mange løse tråde, der skal samles inden det fulde billede giver mening. Og så har bogen altså en aldeles fin sidehistorie, som jeg er vild med. På et plejehjem sidder en aldrende, forhenværende drabsefterforsker, kaldet Osten, fordi han altid kunne se hullerne i en sag, og Maria opsøger ham i håb om hans nu måske hullede hukommelse kan hjælpe hende videre…
Hvis man er til krimier med action, blodige scener og højt tempo, så er det nok ikke lige denne bog, der vil fange én, men jeg er helt sikker på, at der også er læsere til denne krimi, som jeg vil beskrive som en efterforskningskrimi, modsat thrillere og spændingsromaner, og trekløveret Just, Dirk & Dahlin vil helt sikkert komme på manges læber.
Bogens sproglige og tekniske udførelse er flydende og let, og krimistoffet, researchdelen og alt det efterforskningsmæssige fremstår meget troværdigt.
For barnets bedste bringer virkelig mange emner i spil, såsom angst, politik, børn, forhold, og hævn. Det er ikke en krimi, hvor spændingen som sådan først afsløres på sidste side, men i stedet får læseren så en scene med en snert cliffhanger af romantisk karakter og det er da heller ikke så ringe endda….. ❤
Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere…. 👍
Info om forfatterne:
Stine Bolther (f. 1976) er journalist, forfatter og tv-vært og har arbejdet i over 18 år som rets- og kriminalreporter. I 2009 debuterede hun som krimiforfatter med romanen HÆVN og er medforfatter til en række succesfulde bøger inden for True Crime-genren.
Line Holm (f. 1975) er journalist og har siden 2004 været ansat på Berlingske, hvor hun som medlem af avisens gravegruppe arbejder med undersøgende journalistik. Er medforfatter til to journalistiske bøger og har to år i træk været nomineret til Cavlingprisen.
Jeg hilser For barnets bedste velkommen til krimi Danmark, som jeg er sikker på vil tage godt imod bogen, som jeg sender afsted med 5 af de bedste ⭐⭐⭐⭐⭐ /6.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette