Den danske agent, af Iben Albinus.

Politikens Forlag, udkom i juni 2023, 370 sider.

Melin-serien #2

Den danske agent er en selvstændig fortsættelse af Damaskus, som jeg læste i 2021, og selvom jeg ikke er største fan af krimier, der især handler om terror og storpolitik, så blev jeg alligevel fanget af bogen og ikke mindst karaktererne, og jeg er derfor ikke i tvivl om at jeg fortsat er læser på den videre serie.

I Den danske agent fortsætter historien om de to stærke og selvstændige kvindelige hovedpersoner Sigrid Melin og Reem Nemir, der har en fælles ungdomsfortid.

Vi er nu i august 2015, og Sigrid Melin, der arbejder som indhenter for FE, er i lufthavnen i Beirut for at tage imod sin søn Victor, der har været på ferie ved sin far. Her spotter Sigrid en ‘kendt’ jihadist, og hun bliver straks mistænkelig og vælger at forfølge manden i flyet hjem til Danmark, hvor hun får stoppet et planlagt terrorangreb.

Hjemme i Danmark er den 15-årige Rahaf forsvundet. Rahafs syriske forhistorie udfoldes i forrige bog Damaskus, så derfor vil jeg ikke afsløre for meget her. Men siden dengang har Rahaf boet i Danmark sammen med sin mor Reem, der er ungdomsveninde med Sigrid. PET frygter, at Rahaf nu er blevet radikaliseret.

Sigrid er overbevist om at der er en større organisation bag jihadisten, og jagten på den IS-leder og operation CEPHEUS sættes i gang. Sigrid konfronteres samtidig med en svær del af sin fortid, da hun må kontakte den ny justitsminister Carl Rosa, der er hendes far. De har ikke haft kontakt i mange år og Sigrid er usikker på, hvorvidt hun kan stole på ham. Victor er dog mere begejstret og vil gerne lære sin morfar at kende.

Sigrid teamer op med sin kollega fra Berlin, BND-agent Felix Zobel, i et samlet forsøg på at stoppe terroristerne og sammen kommer de på sporet af en korrupt finansverden med hvidvasken af penge. De følger sporet op gennem Europa, der samtidig bliver vidne til en historisk flygtningekrise.

I bedste Carrie Mathison-stil giver Sigrid alt, hvad hun har i sig på trods af psykiske traumer fra tidligere missioner og historien er inspireret af virkelige hændelser fra sensommeren 2015. Læseren får fuld valuta for pengene med spændingen i top fra side ét. I et tårnhøjt niveau og tempo, både plot- og handlingsmæssigt, får man endnu en hæsblæsende, intens og ekstrem vellykket krimi, der berører tunge emner som storpolitik, frygten for terror samt flygtningekrise.

Iben Albinus har en fantastisk let måde at forklare og beskrive et svært og skræmmende stof, og jeg elsker de korte overskuelige kapitler, der hjælper mig igennem de voldsomme hændelser. Samtidig er handlingen troværdig og det er tydeligt at forfatteren har styr på sin research og viden omkring disse forhold.

Det er også en historie, der berører svære relationer generationer imellem, hvilket giver bogen en ekstra personlig dimension med både anspændthed og forløsning.

Jeg glæder mig vildt meget til at se de to gæve kvinder i en formodentlig hæsblæsende TV-serie. Scanbox Productions har nemlig købt filmatiseringsrettighederne til romanen med Iben som hovedforfatter og der er så meget Homeland vibes over denne serie at det næsten kun kan blive godt.

Du kan læse mere om forfatteren her.

Reklame / Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Anette