Indre Ø, af Cæcilie Lassen.
Forlaget Alhambra, udkom i februar 2024, 415 sider.
Månedens Boganmeldelse – juli
Sommerferielæsning
Sikke en start på min ferielæsning. Jeg var faktisk lige ved at opgive bogen, da jeg fandt den meget efterkrigs-politisk tung, hvis man kan kalde noget det. For når man, som jeg, ikke er så stærk i alt det politiske omkring Den Kolde Krig, så kan det godt være svært at komme godt ind i stoffet, men så skete det magiske… det bøger heldigvis kan… at jeg alligevel blev grebet af noget, der var langt fra mig selv, nemlig historien om den yderst sammensatte Kai – Børnehjemsbarn. Modstandsmand. Kommunist. Sabotør. Far. Tillidsmand. Torturoffer. Idealist.
Indre Ø er en historisk roman om familien Johansen i fire generationer på Østerbro, hvor hele handlingen også udspiller sig.
Tidsmæssigt og lidt modsætningsfyldt skifter vi mellem at læse om et frit Danmark (lige efter krigen) og et nu lukket Danmark (nutiden/under corona). En fin og tankevækkende ramme at bygge bogen op omkring.
Ditte, der er freelancejournalist, mister i 2020 sin mormor Elly og i forbindelse med dødsfaldet og fordi der ikke er meget andet at give sig til under danmarks første lock down, dykker hun ned i familiens historie om morfar Kai, der sporløst forsvandt i 1957. Kai er født i 1920, men er aldrig registreret død i systemet, så måske lever han stadig? Kan det lade sig gøre, at leve i skjul, selv som nu måske 100-årig?
Kai var modstandsmand og indædt kommunist, og få måneder inden krigens afslutning blev han taget til fange af Gestapo, og han blev gennem 17 dage udsat for tortur, der efterlader ham invalid. Mange år senere i 1957 tager han færgen fra Gedser til Warnemünde og siden har ingen set ham. Tilbage sidder hans familie – hustru Elly og de to børn Sonja og Jan, som vi følger i årene efter. Især Sonja træder i farens fodspor og har svært ved at opgive den idé, han har kæmpet og lidt for.
Samtidig er Dittes datter Dora strandet, også grundet corona, i Guatemala, hvortil hun er rejst, bl.a. for at forsøge at finde sin far. For hvad er egentlig Dittes egen historie?
Bogens styrke er og det, der endte med at fange min interesse, den autentiske beskrivelse af hverdagslivet i en kommunistisk familie. Noget så langt fra ens egen udgangspunkt kan pludselig være interessant og øjenåbnende. Både fandt jeg det politiske godt beskrevet og let at forstå, men også det personlige i forhold til at brænde så meget for en ideologi, vakte min interesse.
Og så er der hele krimidelen – for hvad skete der med Kai? Forsvandt han frivilligt? Var han spion? Er han blevet dræbt? Og hvorfor ringer telefonen i hjemme gentagne gange i årene efter, uden at der er nogen i den anden ende af røret? Bliver familien aflyttet? Er Kai stukket af med Gertrud (et dame bekendtskab, som startede under krigen, og som fortsatte senere.. ) Der er uendelige teorier om hans forsvinden, plastret op på væggen med gule post-its, men langsomt falder de én for én til jorden…
Sprogligt er bogen levende og letlæst, trods et til tider svært stof, og der er mange skarpe dialoger, som gør historien let og ekstra livagtig. Især er der flere velskrevne interviewafsnit, hvor Ditte interviewer mor Sonja og onkel Jan omkring deres barndomserindringer. Det er næsten som at være tilstede i rummet.
Titlen er også ret sigende, for intet menneske er en Ø og ensomhed må siges at være et gennemgående tema for flere af karaktererne i bogen.
Du kan læse lidt mere om forfatterskabet her – jeg ser nu i hvert fald frem til at læse hendes forrige bog Den ufortalte historie fra 2022 ved lejlighed.
Tak til forfatteren for en varm og øjenåbnende fortælling. Indre Ø er ganske enkelt læseværdig og den får 5 interessante ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Tak til Forlaget Alhambra for anmeldereksemplar 🙏
Anette
