Min mor var besat, af Peter Øvig
- Da jeg mødte depressionens dæmon
Gyldendal, maj 2019, 320 Sider
Den her anmeldelse har været svær at skrive.
Måske fordi det hele er svært. En svær barndom, et svært mor-barn forhold, et svært emne, en svær bog og en svær depression. Intet af dette har været ligetil, men det er ikke svært at sidde tilbage med en opløftende følelse, efter at have færdiglæst Peter Øvigs seneste bog “Min mor var besat”.
Fra bogens bagside:
I november 2016 døde Peter Øvig Knudsens mor. Allerede samme dag besluttede forfatteren, at han ville skrive en bog om hende – og om at være barn af en psykisk syg.
Øvig fortæller her den usminkede historie om at vokse op med en psykisk syg mor, og det er hudløst ærligt og vovet. Øvig griber opgaven dokumentarisk an og søger ligeledes om aktindsigt i morens psykiatriske journal, men undervejs bliver han overmandet af morens mørke, som langsomt omslutter ham. En djævelsk og dæmonisk rejse er påbegyndt ind i sindets kringelkroge.
Men det er ikke det eneste, vi læser om. Det er også et stykke danmarkshistorie om fortidens virkelighed, hvor kvinder opgav deres drømme og blev hjemmegående husmødre, når der kom børn, og ofte endte i behandling med afhængighedsskabende nervemedicin for en neurotisk udvikling af deres personlighed. Øvigs mor står ikke alene, hvilket bogen på fineste vis bibringer en forståelse for.
Som psykiatrisk sygeplejerske er jeg naturligt optaget af flere forskellige tilgange til behandling og langt hen ad vejen, tror jeg, at man kan bruge forskellige metoder alt efter lidelsesgrad, hvad man har tiltro til, og især hvad der giver mening for den enkelte, for det kommer man længst med. Men jeg er samtidig meget lettet over og glad for at den tidligere noget skeptiske Øvig i bogen erkender at psykofarmaka, indlæggelse og elektrochok kan have sin berettigelse.
Bogen sætter et nødvendigt fokus på psykisk lidelse, og sætter også en tyk streg under det svære i at være pårørende, hvad enten man er et barn eller en god ven. Behandlingspsykiatrien er langt fra ideel i dag, men vi har brug for historier som disse, så andre ved, at der er hjælp at hente. At der er håb. Åbenhed medfører mindre tabu og giver større indsigt og viden, så flere får modet til at erkende og stå ved psykiske vanskeligheder og til at bede om hjælp.
Måske lidt tung læsning, emnets sværhedsgrad taget i betragtning, men en absolut must-read bog, der vedkommer os alle.
For hvem ved, hvornår vi selv rammes, er pårørende, kollega eller nabo til eller ven med en, der rammes af psykisk sygdom og som må i kontakt med det psykiatriske system. Sandsynligheden er desværre stor.
5 opløftende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6
Anette
