Amigo, af Mikkel Guldager
Forlaget Rød Panda, udkom i oktober 2022, 208 sider
En ganske fin ‘yin og yang’ historie ☯️
Mikkel Guldager har skrevet endnu en læseværdig ‘eksistens’ roman om skæve personligheder, og det gør han godt. Jeg har læst alle hans forrige bøger, og han er en sand mester til at beskrive syrede historier om mennesker, der lever på kanten af samfundet, hvilket han gør med udgangspunkt i egne oplevelser med psykisk sygdom.
Guldager er ret produktiv og nyeste roman Amigo er således 4. roman siden 2020. Jeg har som sagt været med hele vejen, og derfor linker jeg hermed til mine anmeldelser af hans øvrige bøger. Hans første roman Yatzy skildrer et døgn i et bipolart sind. Den anden roman Nostalgi handler om den hjemløse Leon, der igennem timelange samtaler med vennen Krølle fortæller om hans hårde opvækst, men også om hans bristede drømme. Og den tredje roman Svindleren, som er en autofiktiv roman, handler om økonomisk svindel i parløb med maniens styrke og depressionens mørke.
Men nu til Amigo. På Østerbro møder vi den alkoholiske Hr. L i færd med at klunse et maleri. Hr. L lider af skizofreni, hvilket bl.a. betyder, at han hører stemmer og for det meste af tiden lever i en anden verden. Digteren William Kruse, der netop har modtaget en dårlig lektørudtalelse på hans seneste digtsamling, øjner i mødet med Hr. L. en mulighed for at skrive en ny og skæv historie med udgangspunkt i den afvigende personlighed Hr. L.
Kruse opdager at maleriet, som Hr. L. har fundet, sandsynligvis er meget værd, og han mener at det skal afleveres på museum, hvorimod Hr. L. vil sælge det for hurtige penge. Der opstår derfor en konflikt i deres nyopståede venskab… for hvad er det rigtige at gøre? De hurtige penge kan gøre en verden til forskel for én som Hr. L, og det kan man da ikke fortænke ham i, når man hører lidt om de vilkår, samfundet har budt ham.
På en skæbnesvanger sejltur kommer deres venskab således på prøve, og her vil det vise sig, hvem der er den sande ven…
Amigo udfordrer den hårfine grænse mellem næstekærlighed og det at gøre noget for egen vindings skyld. Romanen sætter fokus på den menneskelige godhed, som vi måske alle tror, vi er gjort af. Men hvornår er man et godt menneske? Hvis man kun gør noget, der er moralsk rigtigt? Og på hvilket grundlag vælger vi vores handlinger? Vi mennesker rummer også egoisme og selviskhed, eller måske endda ondskab og det kommer så fint til udtryk i denne historie, hvor intet er sort eller hvidt!
Med Amigo får læseren en skæv og yderst tankevækkende roman. Guldager pynter ikke på historien, men er som vanlig præcis rå og ganske tydelig i sine skønne personkarakteristikker, og det er et fornemt stykke arbejde, som bør lægges mærke til. Dialogerne bliver dog til tider lidt for konstruerede og endvidere med et vist politisk budskab, hvilket kan være lidt trættende at læse. Men man kan måske argumentere for at det er okay, for det er jo bogens præmis, at den vil skabe røre og udfordre vores samfundssyn. Jeg opsluges i hvert fald af historien om disse to mennesker på hver sin side af samfundet. Og mon ikke vi alle kan finde lidt af os selv i de skæve personligheder, der jo bare er mennesker på godt og ondt.
Du kan læse mere om forfatteren her – https://brændpunkt.dk/index.php/forfattere/
Forlaget Rød Panda skriver på deres hjemmeside: “Vi tror på det skæve og det skøre, og på at fantasien og fortællingen har brug for at blive sluppet løs.” Det passer som fod i hose med de historier, Guldager brænder for, og jeg er sikker på, at vi ikke har hørt det sidste fra denne forfatters skæve hånd.
Jeg er altid underholdt når jeg læser Mikkels romaner, og så bliver jeg klogere på verden og menneskene i den, og derfor får Amigo mine varmeste anbefalinger og herfra 4 ⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Tak til Forlaget Rød Panda for anmeldereksemplar ✅
Anette