Breving – den udspekulerede morder, af Erik Trolle

Brevingsagen fra 1957 i Middelfart.

Forlaget Historia, udkom i marts 2024, 236 sider.

Historisk True Crime ⚰🔪💀

Breving sagen er fra 1957, og denne bog er et forsøg på at opklare sagens elementer, idet man dengang aldrig helt kunne forklare, hvorledes den psykopatiske Breving ene mand kunne myrde tre voksne og et barn på en brændende båd tæt på land og selv overleve.

En kold decembernat sejler Erik Breving, hans kone og hendes 4-årige søn og to andre voksne mænd ud for at flytte Brevings båd til et andet og mere sikkert sted i havnen i Middelfart. Kort efter afgang opstår der motorproblemer og båden bryder i brand. Den eneste der overlever er Breving. To måneder forinden havde han tegnet en livsforsikring på sin kone, men på trods af politiets mistanke blev han i første omgang frikendt. I 1959 genåbnes sagen på grund af nye beviser og Breving bliver idømt livsvarigt fængsel, men kun på indicier.

Det er sandt at sige en voldsom sag, og det er ganske foruroligende læsning, at én mand kunne planlægge disse uhyrligheder med kun ussel mammon i udsigt. Det siger lidt om morderens personlighed. Han tilstod aldrig, men det er tydeligt at hans ‘forklaringer’ ikke hænger sammen.

Det er sønnen af daværende politimester, og som på ulykkestidspunktet kun var 10 år gammel, der har sat sig for at ‘genåbne’ sagen og efter flere års grundig research og gennemlæsning af samtlige akter, fremlægger han nu en teori, der på langt de fleste punkter passer med vidneudsagn og kendsgerninger.

Bogen er inddelt i fire dele. Første del er som sagen så ud dengang. Andel del er et overblik over sagens mystiske gåder og to teorier. Tredje del er forfatterens nye teori om, hvad der virkelig skete, og fjerde og sidste del er analyser og forklaringer.

Hvis man elsker ‘true crime’ genren og hvis man godt kan lide at sætte sig ind i en forbryders tanker, så er denne bog oplagt og den tegner et stærkt billede af en psykopatisk person. Der er rig chance for at gætte med undervejs og måske selv tænke forskellige scenarier igennem… for uanset hvor troværdig denne bogs teori er, så er der ingen, der helt reelt ved, hvad der nøjagtig skete den skæbnesvangre nat for 67 år siden, for alle involverede er nu døde. 

Bogen har en del gentagelser, da sagen belyses ud fra forskellige vinkler, og så manglede jeg lidt om Brevings skæbne efter dommen i 1961 og indtil hans død. Men i bogen ‘Uopklaret’ af museumsleder og kriminalhistoriker Frederik Strand er sagen også beskrevet, og der fremgår det, at Breving efter at have udstået sin straf blev løsladt, skiftede identitet, men hvorvidt han indtil sin død holdt sin sti ren vides ikke.

Breving, den udspekulerede morder – er en ganske interessant bog, der sætter gang i detektivhjernen, og selvom den nye teori hænger sammen med de faktiske oplysninger fra sagen, så er den alligevel så usædvanlig og vanvittig, at det for de fleste af os er ganske svært at fatte noget som helst af.

Lignende bøger:

Jeg har for nogle år tilbage læst en anden bog, der også tager fat i historisk kriminalstof. Det er bogen UDYRET om Carl Wagner, der huserede i Nordsjælland i midten af 1930’erne. Forfatteren Jørn Tranekjær Andresen faldt tilfældigt over denne gruopvækkende historie i 2018 og er dykket ned i et hav af gamle reportager, artikler og retsarkiver. Ud fra dette omfattende research arbejde fortæller han den grusomme, men virkelige historie om datidens seriemorder Carl Wagner, der bestemt ikke var nogen svigermødres drøm.

Og så er der Basse sagen – Basse forsvandt i 1966 i Odense udenfor en børnetøjsforretning, mens han lå i sin barnevogn og er aldrig fundet. Sagen er her snart 60 år efter stadig uopklaret. Den sag kan du læse mere om her

Tak til forlaget Historia for anmeldereksemplar 🙏

Anette