DEN RØDE PARENTES – Erindringer med huskefejl, af Peter Mouritzen
Peters SUB-PUB, udkom 28. april 2020, 92 sider
RELEASE 🍾©
Jeg kan nu med glæde præsentere min fars nye erindringsbog ”Den røde parentes”, og som I måske allerede ved, så har jeg endnu engang hjulpet ham med layout, og resultatet er blevet så fint.

Bogen udkommer den 28. april på eget forlag – Peters SUB-PUB.
Bogen indeholder 4 erindringsstykker.
Om børnelammelse. Om teaterdrømme, skolekomedie og tiden på Aalborg Katedralskole. Om tiden som portør på Aalborg Kommunehospital og om tiden som lærervikar i Vestjylland.
På vanlig vis fornægter fantasien sig ikke, hvilket er underholdende, men samtidig et klart og udtrykt billede fra den tids ungdomsdrømme og tanker.
Bogen er 2. udgivelse på eget forlag, og ligger tidsmæssigt før digtsamlingen ”Da jeg var ung digter”, som udkom i efteråret 2019 i forbindelse med hans 50-års forfatterjubilæum.
Uddrag fra stykket: Min fod i mit hoved
“Man mener, at polioen kan give senfølger, når man bliver ældre. Måske. Men det samme kan man jo sige om livet. Livet giver senfølger, hvis man lever længe nok. Jeg blev opereret og skamferet og syet i og revet ud af min mors arme på syhuset og sendt til et større syhus i Århus. Her lærte jeg godheden at kende. Den gjorde ondt. For de billedbøger, som Fatter havde siddet og læst for mig, så jeg kunne dem udenad – jeg var dengang ikke begyndt i skolen og kunne ikke læse selv – blev taget fra mig af en sygeplejerske, der var godheden selv, og fordelt til alle de andre, indlagte børn, der ikke var så heldige at have en Fatter med bog- og børneforstand, og jeg blev repareret og fik en ætermaske for næsen med en lugt, der fik mig til at se groteske nisser i et pariserhjul, dem har jeg haft mareridt om lige siden, og jeg blev skåret op og syet sammen igen og behandlet som om jeg var spedalsk. Men jeg havde Fatter.”
Omtale, skrevet af Claus Grymer i Kristeligt dagblad: “Den underfundige stil med den høje grad af sprogbevidsthed er den samme som i hans forrige erindringsbog, ”Da jeg var ung digter”, der udkom sidste år som en markering af hans 50-årsforfatterjubilæum.”
Jens Smærup Sørensen skriver: Erindringsbogen. Hvor er den dybt rørende og inderligt sjov, og livsklog. Sprællevende fra første til sidste linje. Frem for alt sand, for forfatteren er, uanset hvad han vil bilde os ind, helt sig selv. Jeg har for resten fået den af ham, og takker. Den røde parentes, Peters Sub-Pub må få travlt med salget.
Bogen kan købes ved henvendelse direkte til min far – Peter Mouritzen på mail: mou@mail.tele.dk – Pris: 200 kr. + forsendelse.
Kan også købes som E-bog til 99 kr. her
God fornøjelse –
Anette