Efterforsket. Drabschefens sager, af Jens Møller Jensen – i samarbejde med Stine Bolther.

Politikens Forlag, udkom i oktober 2023, 320 sider.

Denne bog har ladet vente på sig, da drabschef Jens Møller Jensen undervejs selv blev sigtet og genstand for en efterforskning. I 2018 udkom drabschefens første bog Opklaret, og i kølvandet af udgivelsen blev han sigtet for at have overtrådt sin tavshedspligt.

Opklaret, som jeg tidligere har omtalt, skifter mellem mere alvorlige kriminalsager og små, sjove anekdoter fra hans tid som betjent, krydret med et afsnit, hvor vi får drabschefens personlige historie.

I samme behagelige og empatiske tone får læseren i Efterforsket en spændende gennemgang af de yderst forskellige opgaver i de fem sektioner ved afdelingen for personfarlig kriminalitet, hvor Jens Møller Jensen har været leder i syv år. Men alt i alt er det 37 års ansættelse i dansk politi, vi gennem bøgerne er vidne til… 👮‍♂️

De fem sektioner omhandler bl.a. drab, røveri, brand, terror, overgreb, familiedrab, kvindehandel. Der var for mig en hel del nye og anderledes sager, og alvorlig kriminalitet behøver ikke nødvendigvis at indebære et drab. Afsnittet – sager der nager – gør særligt indtryk, for selvfølgelig vil en politimand gerne opklare alle sager, hvilket både ofre og pårørende jo også som minimum fortjener… men sådan går det bare ikke altid.

Og i efterskriftet – livet efter politiet – får vi så historien om, hvorledes den første bogudgivelse næsten kostede en fyring, en tiltale, en dom og en frifindelse. En personlig rutschebanetur, hvor drabschefen måtte igennem ‘den mølle’ han i årevis har udsat andre mistænkte for.

Jeg har altid været optaget af true crime genren, da jeg finder opklaringsarbejde interessant, og disse bøger øser ud af indsigt og viden omkring politiets arbejdsmetoder, og det er også altid fantastisk og imponerende at læse, hvordan samarbejde, ofte på tværs af instanser, går hånd i hånd med opklaringsarbejdet.

Jens Møller Jensen gik på pension i 2018, men var fra 2011 til slutningen af 2018 leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Denne bog er som sin forgænger oplysende, informativ og oplagt til true-crime læseren. Den blev hurtigt læst, er overskuelig og velskrevet og derfor skal der også gives stor kredit til den altid dygtige journalist Stine Bolther, der som medforfatter endnu engang har haft en finger med i spillet.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Herfra kvitteres med 5 oplysende ⭐⭐⭐⭐⭐ /6.

Anette