Eufori, af Elin Cullhed
C&K Forlag, udkom i april 2022, 320 sider
Original titel: Eufori. Oversat af Caroline Albertine Minor.
Husker du Sylvia Plaths ikoniske klassiker Glasklokken fra 1963, som er en fortælling om den unge kvinde Esther Greenwoods drømme og senere sammenbrud i 1950’ernes USA. Jeg genlæste bogen i læseklub sidste år med stor fornøjelse, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg skulle følge op med denne roman.
Eufori er nemlig en fiktiv fortælling om Sylvia Plaths sidste leveår, og den berører emner som kvindeliv, moderskab, forfatterdrømme, ensomhed og ikke mindst hendes turbulente ægteskab med digteren Ted Hughes.
Vi møder den nygifte Sylvia i december 1961, som efter en stormende forelskelse er flyttet sammen med Ted i et landhus, som hun beskriver som en stor majestætisk gravsten, i det sydengelske område Devon. Hun venter deres andet barn, men er fyldt med mismod over at Ted er fraværende og ofte efterlader hende alene med ansvar for hus, familie og hjem uden tid til at skrive, hvilket ellers er hendes store passion.
“Det følte som om tilværelsen løb ud mellem fingrene på mig, tiden og livet var ikke rigtig noget værd når jeg stod her alene og u-iagttaget, to måneder efter fødslen og jeg var klar til at blive betragtet nu, at føle mig som en kvinde foran min mand nu, at blive kysset på læber bløde af læbestift.“
Ægteskabet er turbulent og fyldt med skænderier og ondskabsfuldheder og det er som om ægteskabet har suget al liv ud af hende. Hun har solgt sin sjæl til Ted og nu må hun dø eller genopstå. Hun følte sig ellers på toppen efter en tidligere depression og hendes skriveri er blevet vel modtaget, men alligevel oplever hun at stå i skyggen af ægtefællen, der er en anerkendt forfatter.
Sylvia forsøger et stille oprør mod tidens kønsroller, må træffe egoistiske valg, der fremstår nådesløse overfor børnene, især datteren, der svigtes gang på gang. Euforien oplever hun kun, når hun bliver set af Ted og når hun skriver, og børnene, som kræver hendes opmærksomhed gang på gang, rykker hende ud af denne tilstand. Hun føler sig ensom og tom, når Ted ikke forguder hende, hvilket giver store psykiske svigninger, der får ekstra grobund, da Ted tilsidst er hende utro.
Det er en meget stærk fortælling, der virkelig ikke lægger fingrene imellem, og vi kommer helt ind i hjernen på Sylvia, der er på afgrundens rand. Det er uhyrligt godt fortalt og man får aldeles ondt af Sylvia og mærker næsten hendes fysiske utilpashed undervejs.
Plath var på en måde forud for sin tid. Hun ønskede nemlig ikke at krybe ned i datidens forventninger om at være husmor eller sekretær for en fin direktør. Hun ville skrive, hun ville ses, hun ville leve, måske leve så meget og hige efter så meget lykke, at det blev for anstrengt. Hun reflekterer selv over sin skæbne, og nævner farens død (da hun var 8 år) som en traumatisk begivenhed.
“Forsøgte vi alle at dække over det på en eller anden måde – at den store mand blev svag og døde; at hans krop tilmed begyndte at rådne? Brugte vi mig alle sammen på en eller anden måde – et ungt, smukt løfte for at dække over det rådne, døde? Jeg skulle standse døden; jeg skulle være ekstra meget liv; …… Ingen burde bære den byrde!”
Eufori er således en rasende flot og medrivende fortælling om moderskab, ægteskab, oprør, manglende anerkendelse og sammenbrud. Sprogligt er den virkelig intens og fuldstændig out-standing, så selvfølgelig også kredit til oversætteren Caroline Albertine Minor.
Omslaget skal også lige nævnes, for det er så sjældent at der er gjort så meget ud af en hardbackforside, og det er en nydelse. Omslaget er lavet af Sofie Winding, der også stod bag omslagene af Smirnoffs fantastiske Jana Kippo-serie.
Man kan sagtens læse romanen uden at have forkundskab til Sylvia Plath, der med ét blev kendt i 1963, da hun som 30-årig begik selvmord kun en måned efter bogens udgivelse, som dengang udkom under pseudonymet Victoria Lucas.
Der er lavet en film Sylvia fra 2003 med Gwyneth Paltrow og Daniel Craig i hovedrollerne som Sylvia og Ted. Og så findes der en britisk dokumentar fra 2018 på DR, der hedder ‘Sylvia Plath – Glasklokken’, som jeg kan anbefale for interesserede. Filmen har jeg tilgode endnu.
Læs her mere om forfatteren Elin Cullhed, der vandt Augustprisen som årets bedste svenske udgivelse med begrundelsen: “I tekstens bankende hjerte ser læseren Sylvia Plath, men også sig selv.”
Indtil videre er Eufori én af mine bedste læseoplevelser i år og herfra skydes der 6 rasende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 i bogens retning.
Tak for anmeldereksemplar til C&K under Politikens Forlag ✅
Anette
