Feje blade sammen op mod vinden, af Christina Hesselholdt
Forlaget Peoples, udkom i marts 2021, 211 sider
Reklame/
Indrømmet! Jeg er en novice i Hesselholdts forfatterskab og måske slet ikke litterært nok funderet til at skrive en anmeldelse. Jeg har i hvert fald skullet tænke lidt over, hvad den her bog kunne…
Min første tanke var dog: Hold da op, sikke et sprogligt overskud… lange sætninger viklet ind i bisætninger uden det føles anstrengende…
”Først døde hesten. Jeg havde betragtet den som næsten evig eftersom den gennemstred den ene vinter efter den anden i mudder til knæene eller balancerede over frosne vandhuller på sin vældige fold, hver vinter tynd som et fugleskræmsel, på trods af at foderet var rigeligt og vædet med olie, og den var indhyllet i et mægtigt dækken og havde et læskur den sammen med den øvrige hesteflok kunne søge ind i, og ligeledes gennemstred én lang græsløs sommer, det var sommeren 2018 som blev dens sidste nogensinde; faktisk var det omsider efter den bedrøveligt tørre sommer igen så småt begyndt at regne og græsset at spire”.
For kendere er Feje blade sammen op mod vinden femte bog, men en selvstændig fortsættelse, i romanserien om Camilla og venneflokken med Alwilda, Edward, Kristian og Alma, der alle nu er midaldrende og hver især gør de status midt i livet. De fire forudgående værker om Camilla og hendes vennekreds er udkommet i årene 2008 -2014, men blev samlet i ét værk Selskabet i 2015.
Tilbage til denne bog, som jeg lige skulle finde ind i, for hvad handler den om? Den handler om at finde sig selv efter forældrenes død, om fortidens spøgelser, om parforhold, om valg og fravalg, om dyrevelfærd, om litteratur og om kæledyr; ja – faktisk om alt fra hverdagens trivialiteter til livets store spørgsmål.
Camillas kære dør rundt om hende og hun bruger en del tid på at analysere familiens liv. Kristian får et nervøst sammenbrud efter et tvangspræget diætforløb for at forebygge demens. Alma får en litteraturpris og Edward er træt, men cykler alligevel hver dag afsted til universitetet. Og Alwilda går op i dyrevelfærd.
De fleste kapitler er bygget op som tankemonologer med skiftende fortællefokus. Andre gange er det dialoger mellem bogens karakterer. Som blade der hvirvler i vinden, suser læseren rundt i de fem’s tanker, meninger og holdninger… alt sammen skrevet med sprogligt overskud, og med en underspillet humor, der får smilehullerne frem.
Titlen feje blade sammen op mod vinden er meget rammende for bogens budskab, at vi aldrig bliver færdig med livets arbejde, at noget måske er omsonst, at vi gentager os selv, at noget er anstrengende, men vi fortsætter på trods og bliver alligevel ved…
Jeg fandt forfatterens skrivestil forfriskende og jeg er blevet nysgerrig efter mere af samme skuffe… og er sikker på at denne bog skal genlæses på et tidspunkt for man bliver ligesom aldrig helt færdig…
Om forfatteren: Christina Hesselholdt (f. 1962) debuterede i 1991 og er Cand. Phil. i litteraturvidenskab. Hun er ligeledes uddannet fra Forfatterskolen og har undervist samme sted. Hesselholdt har modtaget mange litterære priser, Beatrice prisen (2007) og Jytte Borberg-prisen (2007) og Kritikerprisen (2010), DR Romanprisen (2017) samt Det Danske Akademis Store Pris (2018).
Udover at være en litterær lækkerbisken, så er omslaget indbydende og består af et kraftigt cover i lærredslook med det smukke kunstværk ‘Passing Landscapes’ af Susanne Wellm, som på en smuk måde også henleder tankerne på at livet passerer… 🙏 alt i alt en virkelig interessant og for denne læser udfordrende, men også behagelig læseoplevelse og herfra gives 5 fejende ⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til forlaget Peoples, der har sendt bogen uopfordret til mig ✅
Anette
