Fundet i havnen, af Heidi Amsinck

Gutkind Forlag, udkom i februar 2024, 360 sider.

Original titel: Back from the Dead. Oversat af Anne Matthiesen.

Fundet i havnen er tredje bog i Heidi Amsincks Københavner-krimiserie om den kvindelige reporter Jensen. Jeg har læst med fra start og de to forrige bøger i serien fløj jeg også igennem ligesom denne.

Den første bog Mit navn er Jensen foregår i en kold og mørk tid. Det er vinter. En snestorm hærger, og en tidlig morgen på vej til arbejde finder Jensen liget af en ung formodet hjemløs fyr, siddende på et trappetrin i Magstræde, næsten tildækket af sne. Kort efter findes endnu et lig på gaden og pludselig er der måske tale om en koldblodig seriemorder, der går efter de hjemløse?

Den anden bog Pigen på billedet foregår i det regnfulde forår. I det våde København findes flere ældre mennesker døde; alle er meget brutalt slået ihjel og ved hver ransagning af gerningsstederne findes et billede af en teenagepige. Men hvem er denne pige og er der forbindelse mellem dødsfaldene?

Og nu til tredje bog, der starter i junis sommervarme og med en hedebølge strålende ned over København, kan vi konstatere at bøgerne har en slags årstidstema over sig…

I alle tre bøger møder vi, udover Jensen, også kriminalkommissær Henrik Jungersen, som Jensen for år tilbage har haft en affære med. Nu et had-kærlighedsforhold, mens begge forsøger at få deres respektive forhold til at fungere, men svært når deres veje konstant krydses og spændingen mellem dem er stadig elektrisk.

Jensen, den kvindelige reporter, er tilbage på Dagbladet, der er lukningstruet. Hun kontaktes af vennen og parlamentsmedlemmet Esben Nørregaard, der diskret ønsker Jensens hjælp til at finde hans chauffør Aziz Almasi, der er forsvundet. Hun får igen hjælp af den unge medhjælper Gustav, der viser handlekraft og som giver de voksne lidt modspil.

Henrik Jungersen står med en drabssag, netop som sommerferien står for døren, for fundet i havnen viser sig at være et hovedløst lig. Og senere findes et afhugget hoved, men de to dele passer ikke sammen, og Jungersen må lade familien tage afsted på ferie uden ham, hvilket tildels passer ham udmærket. Mere vil jeg ikke spoile her, men plottet er underholdende og fængslende.

Historien har nemlig et utrolig godt flow med fornem ping-pong mellem kapitlerne og dynamikken mellem de to hovedpersoner Jensen og Jungersen fungerer med en tilpas intensitet. Sprogligt glider fortællingen let fremad og det er den slags krimier, man flyder igennem uden at se sig tilbage. Der er flere tråde og henvisninger til de to forrige bøger, så jeg vil anbefale at man læser bøgerne i rette rækkefølge.

Tilbage til årstidstemaet – mon ikke der er en fjerde efterårshistorie på vej. Det forstod jeg på forfatteren, som jeg mødte og talte med på Krimimessen. Og så har jeg før nævnt omslagene, som jo er det, der pakker hele historien ind, for jeg synes denne bogserie har ramt et indbydende krimi look, der er omgærdet af både mystik og drab… 🕵️‍♀️⚰️

Du kan læse mere om forfatteren her

Jeg er klart blevet en Jensen-fan og Fundet i havnen får 5 varme ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Reklame/ Tak til Gutkind Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Anette