Heimat – et tysk familiealbum, af Nora Krug
Gads Forlag, udkom i 2019, 290 sider
Original titel: Heimat – A German Family Album. Oversat af Nanna Lund.
Omtale / I sommeren 2022 åbnede det nye FLUGT museum i Oksbøl, her tæt på, hvor jeg bor, og i forbindelse med et besøg dér, faldt mine øjne på denne farvestrålende grafiske erindringsbog, som jeg bare måtte eje.
“Hvordan kan du vide hvem du er, hvis du ikke forstår, hvor du kommer fra?”
Forfatteren Nora Krug stammer fra Karlsruhe i Tyskland, men lever i dag i USA, hvor hun gennem årene oplever, at hun ubevidst forsøger at skjule, at hun er fra Tyskland. Skammen over Tysklands nationale skyld i forhold til holocaust sidder dybt i hende, selvom hun er født flere årtier efter det tyske naziregimes fald. Hjemstavnsfølelsen er ikke eksisterende, da familiens historie aldrig er blevet fortalt, og hun sætter sig for at bevæge sig bag den abstrakte skamfølelse, som beskrevet her…

Heimat er det sted, du er født/opvokset eller et landområde, som man føler sig forbundet til, evt. gennem generationer.
Nora Krug genbesøger Tyskland, hvor hun interviewer flere familiemedlemmer, men hun snakker også med andre flygtninge og opsøger lokalarkiver mm. Særligt stærkt står historien om farbroren Franz-Karl, der blev optaget i Hitlerjugend og som i 1939 skrev en kort stil “Jøden, en giftsvamp”. Franz-Karl falder i krigen i Italien, og Noras far, som opkaldes efter broren, vokser op i hans skygge… Det viser sig også, at hendes bedstefar Willi på morens side af familien var medlem af nazipartiet, og senere dømmes som Medløber. Udover familiens smertelige historie får man også en forståelse og overskuelig gennemgang af tidslinien omkring udbredelsen af nazismen.

Den grafiske bog består blandt andet af gamle familiefotografier og breve, der er sat op som små collager. Derudover er der tegninger samt tegneserier, der beskriver de situationer, der har fundet sted i familiens historie, og den grafiske stil er helt sin egen.
Heimat er en personlig fortælling om identitet, skam og om at finde hjem og høre til.
Bogen har velfortjent vundet en del priser, og den fortjener al den omtale, den kan få, for det er én af de historier, der bliver ved med at spøge i mit baghoved; måske fordi den visuelt også har printet sig ind på lystavlen.
Jeg vil til sidst også lige anbefale børnebogen ‘Helmut på flugt’, illustreret og fortalt af Line Jensen. Det er historien om drengen Helmut, der sammen med sin mor og søster må flygte til Danmark, da Tyskland er ved at tabe krigen, og de kommer til flygtningelejren i Oksbøl, hvor de må opholde sig de næste tre år.
Du kan læse mere om forfatteren Nora Krug her.
Bogen er eget køb.
Anette