Hjertets kontaktbog, af Louise Winther
Forlaget Forfatterskabet, udkom i januar 2026, 88 sider.
Lad os bare starte med titlen. Hjertets kontaktbog. Burde vi ikke alle have sådan én? For hjertet er jo i sandhed i kontakt med mange aspekter af livet og her handler det nemlig ikke kun om kærligheden til et andet menneske.
Denne sanselige digtsamling er skrevet af forfatter Louise Winther, der tidligere har skrevet digte om sorg, og her bevæger forfatteren sig imellem vemod, sorg og håb. Mørke og lys går hånd i hånd. Bogen præsenteres som en gammel skolekontaktbog; et nostalgisk og visuelt greb, der hermed understreger det meget personlige.
Det er digte om at savne, om at være forældreløs, om sorg, om svigt og svære erindringer, men det handler som sagt ikke kun om den relationelle kærlighed, men også om kærligheden til sig selv og omverdenen. I 3. del får det eksistentielle omkring krig og miljø nemlig mere plads – mest som antydninger, der skal læses mellem linjerne… “og spørgsmål trænger sig på: Er mennesket sin egen bedste ven”
Sluttelig er der mere mod, håb og selvkærlighed, som her i digtet –
BREV FRA GUD
Lad tårerne falde
og gøde din styrke
din visdom
dit forår.
Husk at fodre din indre hvalp
som er så fuld af liv.
Vid du er skønhed.
Vid du er elsket –
I alt 63 digte, opdelt i 4 dele. Nogle af dem grafiske opstillet. Læsningen er let, men maner til eftertænksomhed og selvransagelse 🩷
Reklame / Tak til forfatteren for tilsendt eksemplar 🙏






