Hvor flodkrebsene synger, af Delia Owens

Gyldendal, udkom i september 2019, 384 sider.

Original titel: “Where the Crawdads sing”, oversat af Anders Juel Michelsen.

Hvor flodkrebsene synger er min største læseoplevelse indtil videre i 2020. Jeg gav den til min mor i julegave, og hun gav den til min søn i fødselsdagsgave, og så lånte jeg den af ham, og læste den her i min sommerferie.

”Om nogen forstod ensomhed, så var det månen.

Mens Kya sivede tilbage til de forudsigelige cyklusser af haletudser og balletten af ildfluer, gravede hun sig dybere ned i den ordløse vildmark. Naturen synes at være den eneste sten, der ikke ville løsne sig midt i strømmen.”

Kya Clark vokser op i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved ​​North Carolinas kyst. Efter at moren har forladt hjemmet uden forklaring, forlader de fire ældre søskende også hjemmet én efter én, så Kya en tid er alene med sin utilregnelige og fordrukne far indtil han heller ikke kommer tilbage. Kya er nu ca. 10 år. Forladt og ensom i marsken lærer hun sig selv at overleve med naturens gaver, og samtidig erfarer Kya, at byens indbyggere ikke er venligt stemt overfor sumpens fattige folk.

Kya møder drengen Tate, der lærer hende at læse og de udvikler et varmt venskab, der senere udfordres af, at Tate rejser fra området for at uddanne sig.  Jumpin’, en ældre sort mand, ejer en lille butik ved en bådebro, hvor han også sælger benzin, og i ham og hans kone Mabel møder Kya venlighed og hjælpsomhed.

Efter at Tate også har forladt hende, møder hun den unge, populære dreng Chase Andrews, der forblændes af hendes naturlige skønhed. I et savn efter nærhed giver hun efter og forelsker sig, men han insisterer på at holde deres forhold hemmeligt.

Historien forløber i to tidsspor. Det ene spor er Kyas historie, hvor vi følger hendes opvækst op gennem 1950’-60’erne.

Det andet spor foregår i 1969, hvor den unge Chase findes død ved brandtårnet. Dødsfaldet efterforskes, og snart mistænkes Kya for mord.

Bogen handler om svigt og overlevelse. Ikke kun forældrenes svigt, men også systemets og det omgivende samfunds. Men samtidig så ville det jo være næsten ubærligt at fjerne hende fra de omgivelser, der former hende til det fineste væsen og med den kærlighed til naturen, ville det måske være et endnu større svigt. Ensomheden er det livsvilkår, der bringer hende i armene på Chase, men det er samtidig så indføleligt. Krimidelen er en ekstra krølle ved historien, men den er gennemført og stiller de rigtige spørgsmål, for hvad er realistisk?, men endnu vigtigere retfærdigt? i denne her sag.

Aldrig har jeg læst sådan en smuk natur- og kærlighedshistorie, og Kyas smukke sind og væsen samt de flotte naturbeskrivelser står lysende klart for mig. Det er vanvittigt godt skrevet og historien bliver ved med at rumstere i mig.

Om forfatteren: Amerikanske Delia Owens (f. 1949) er zoolog, men debuterer med bogen som romanforfatter. Hun bor i dag i Idaho, men har igennem 23 år opholdt sig i nogle af Afrikas mest øde egne, hvor hun forskede i løver, elefanter og andre vilde dyr. Baseret på disse ekspeditioner og eventyr har hun skrevet tre internationalt populære fagbøger om sit liv som vildtforsker. I 102 uger har bogen ligget øverst på de amerikanske bestsellerlister og den slår alle salgsrekorder med 8 millioner solgte bøger og ligger nu igen nr. 1 på New York Times Bestsellerliste.

Skuespiller Reese Witherspoon har købt filmrettighederne til bogen, og det kan kun gå for langsomt med at få den film lavet.

Jeg havde simpelthen læsekrise efter denne bog, da den efterlader én følelsesmættet og derfor er det også naturstridigt at give bogen mindre end 6 ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ /6.

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – enten via Saxo eller Tales (affiliate links).

Anette