HYDRA, af Matt Wesolowski
Forlaget Alhambra, udkom april 2020, 308 sider
Originaltitel: HYDRA. Oversat Af Rebekka Hjelholt Svendsen
Reklame / En True Crime fiktionskrimi 🔨🩸
HYDRA er den 2., men selvstændige bog i Seks Stemmer serien; en ny podcast-serie udkommet ved forlaget Alhambra. Som tidligere beskrevet er begge bøger nytænkende i genreformen, da de overfører det populære “True-Crime podcast” univers til romanuniverset.
Forfatteren er engelske Matt Wesolowski, hvis første bog Seks Stemmer udkom på dansk i efteråret 2019.
Setuppet i begge bøger er, at internet-kultfiguren, Scott King, gennem podcasten Seks Stemmer interviewer 6 forskellige personer, der har viden om en forbrydelse, der langsomt udfolder sig og nye informationer og detaljer om sagen kommer frem.
I HYDRA møder vi den 21-årige Arla Macleod, der afsoner en livstidsdom på den sikrede psykiatriske institution Elmtree Manor, efter at hun en november nat i 2014 slog sin mor, stedfar og lillesøster ihjel med en hammer.
Journalisten Scott King får nu, efter flere års venten, lov til at interviewe Arla via telefon- og videoopkald og bagefter interviewer han relevante personer, herunder flere venner, for hvordan kunne det gå så grueligt galt og kan man komme nærmere en forståelse af denne tragedie?
Det fremgår tidligt i historien at Arla lider af hallucinationer og at de voldsomme mord sandsynligvis er sket i en paranoid psykose. Jeg har altid lidt forbehold, når psykiske diagnoser relateres til mordere… men samtidig vil jeg gerne respektere forfatterens frihed til at skabe en spændende karakter. De fleste mordere må siges at have en karakterbrist af en eller anden art, så ja, mord kan ske i en psykose, men heldigvis forsøger forfatteren da også i højere grad at forstå baggrunden for en psykose. Jeg er måske lidt mere ”ømtålelig” overfor sådanne emner end andre, da psykiatrien er mit daglige arbejde, men psykisk sygdom må og skal ikke bruges stigmatiserende.
Men derudover bringer forfatteren os læsere ind på to andre nutidige og relevante emner blandt ungdommen. Det første er musikbranchens påvirkning af de unge, for kan en særlig musikstemning opildne unge til mere aparte og voldelig adfærd? Arla er nemlig fan af rockmusikeren Skexxixx, der i nogles øjne spillede satanisk musik. Det andet emne er et uhyggeligt, og for mig ukendt, begreb; Internetlege, som angiveligt kan få unge til at gøre ganske uhyggelige ting af overtroisk karakter. Bogen refererer til en elevatorleg og nævner også en virkelig hændelse i USA i 2013, hvor en ung canadisk pige Elisa Lam blev fundet død i en vandtank på et hotel. Elisa Lam var angiveligt psykotisk og man antog en overgang at hun udførte ritualer i netop sådan en elevatorleg, da der blev optaget en video af hende med bizar adfærd fra en elevator på hotellet. Jeg måtte selvfølgelig lige se videoen, som stadig findes på YouTube. Virkelig creepy sag, og ikke mindre uhyrligt, at hendes lig lå i hotellets vandtank, der forsynede hotelgæsterne med ildelugtende og misfarvet vand i flere uger…
Nå, det var et sidespor, men jeg er, ligesom i den første bog, stadig også lidt ambivalent i forhold til podcastmodellen. Som udgangspunkt synes jeg, at det er en vildt nytænkende og spændende måde at bygge en krimi op på, og det ligger lige til højrebenet, for der er jo ofte flere sider af samme sag. Men samtidig er det lidt udtrættende med den gentagende facon for romanen er rent teknisk bygget op som en podcast. Det er selvsagt nødvendigt og virker autentisk, når denne model er formen, men for læseren kan det godt virke lidt tungt.
Stemningen er helt klart dyster, og historien er omsluttet af et mørke og en gådefuldhed, som matcher en god krimi. Og forfatteren topper med endnu et uhyggeligt og aktuelt emne, nemlig internettrolde. En trold på internettet chikanerer andre, og det er vanvittigt og uhyggeligt, hvad sådanne chikaner kan drive folk til. Forfatteren udfordrer således os læsere på emner som uærlighed, trusler, afmagt og hævn; nogle af de værste sider i os mennesker.
Jeg synes alt i alt, at bogen netop vinder på valget af disse tankevækkende emner, og samtidig er hovedpersonen fortsat lidt af en gåde og holder sin identitet skjult, så det skaber også en uforløst spænding.
Andre temaer er svigt, mobning, overgreb og psykisk sygdom, og så kan læseren også se frem til en afslørende og overraskende detalje, så der er spænding til sidste side, hvilket altid er et plus.
Om forfatteren: Matt Wesolowski bor i Newcastle-Upon-Tyne i England. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder han som engelsklærer for børn med særlige behov og afholder forfatterworkshops hos unge. Hans forslag til debutromanen Seks Stemmer vandt idékonkurrencen ved Skotlands krimimesse i 2015.
I England er bog nr. 3 Changeling og bog nr. 4 Beast allerede udgivet, og femte bog Deity udkommer i februar 2021, ifølge hans facebookside, så der er rig mulighed for at følge mere med i Scott King universet. Min anmeldelse af Seks Stemmer kan du læse her.
Hydra får, ligesom første bog, 4 ⭐⭐⭐⭐/6, men jeg hænger stadig på og håber at de næste 3 udgivelser i serien også bliver oversat til dansk. Jeg overvejer faktisk at høre den næste bog som lydbog, for at se om det fungerer bedre for mig mht. podcastmodellen.
Tak til forlaget Alhambra for anmeldereksemplar ✅
Anette