I en dråbe, af Sissel–Jo Gazan.
Politikens Forlag, udkom oktober 2024, 464 sider.
Månedens Boganmeldelse – oktober 2024
Denne spændingsroman er min første læsning af forfatteren Sissel–Jo Gazan, og efter 1,5 side var jeg fanget af både stemning og plot, og jeg kommer ikke til at afsløre ret meget af handlingen her, da det simpelthen vil ødelægge læseoplevelsen. Men jeg kan love jer, at bogen tager dig med på en fantastisk rejse ind i naturvidenskaben og DNA’ens afsløringer og du møder karakterer, der er prisgivet deres følelsers vold, og den ender et helt andet sted end først forventet…
Historien starter i 1984, hvor den 16-årige Mias mor en regnfuld aften forsvinder efter et skænderi mor og datter imellem. Mias mor, Merethe, ville bare gå ud for at poste et brev, men hun kom aldrig hjem igen.
Mia føler efterfølgende skyld over deres banale skænderi, men hun er samtidig overbevist om, at moren ikke frivilligt er forsvundet.
Mia Jinju er adopteret fra Korea, og kom til Danmark, da hun var 9 mdr. gammel. Seks år senere fik Merethe og hendes mand Finn en anden datter Lea, denne gang ad naturlig vej. Således alt godt indtil den skæbnesvangre dag.
Som i sådanne forsvindingssager bliver der straks kigget nærmere på familien og dens relationer og Mias far Finn bliver også hurtigt mistænkt, men fastholder sin uskyld.
Historien har tre tidsforløb. 1984 er året, hvor moren forsvinder. I 1989 dimitterer Mia fra politiskolen, og hendes store drøm er at komme til at arbejde i drabsafdelingen. Og til sidst springer historien til 2001, hvor Mia i sit politiarbejde involveres i en mordbrand, der trækker tråde til en korrupt adoptionsverden, og Mia begynder at undre sig over hendes egen adoption, da hun kan huske brudstykker fra tiden i Korea, der ikke stemmer overens med det fortalte.
Som læser flyver man gennem historien, der tilmed har flere sidehandlinger omkring bande- og narkomiljøet i Næstved, for den er gribende fortalt og plottet er spicet op med naturvidenskabelige emner, hvor der nørdes i kiselalger, sjældne blomsterarter og så befinder vi os i den spæde start af opklaringssager ved hjælp af DNA.
Derudover har romanen nogle eminente og anderledes karakterer. Hovedpersonen Mia lider af eidetistisk hyperthymesi, en slags superhukommelse og hendes kusine Nanna, som hun ved en tilfældighed senere lærer at kende, er nørdet omkring botanik, da hun i smug hjælper hendes far i hans arbejde som retsbotaniker, da faren er halvblind grundet en arvelig øjensygdom, og man kan ikke andet end have beundring overfor de to seje, handlekraftige og intelligente piger.
Bogen handler om familierelationer, adoption, korruption og så krydres den med en umulig kærlighedshistorie, der også byder på et overraskende twist, som måske foldes mere ud i næste bog, for heldigvis er I en dråbe kun første del af en ny trilogi, og man er efter endt læsning heller ikke parat til at slippe venskabet med Mia og Co. endnu.
Jeg elsker generelt forsvindingssager og denne bogs handling har et ganske højt spændingsniveau og derfor får I en dråbe 5 well-cooked ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6, og det vil ikke undre mig, hvis vi en dag kan se Mia Jinju på Netflix 🎬👏
Reklame/ tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏
Anette