Gammelpot nr. 11 – Knipse-Pif (1984), af Thom Roep, illustreret af Piet Wijn og oversat af Edith Månsson.

Forlaget Cobolt, udkom i ny eksklusiv udgave i juni 2020, 56 sider.

Gammelpot er en hollandsk tegneserie, som var vældig populær da jeg var ung i 1980′-90’erne, og jeg elskede den rare, lille og runde dværg, som hjalp alle personer på sin vej mod de onde kræfter med snarrådighed, retfærdighedssans og hans vigtigste og ofte eneste “våben”, hans elskede og magiske vadsæk. Da tegneserien siden 2015 løbende er blevet genoptrykt i en restaureret, nyfarvelagt og nyoversat udgave ved tegneserieforlaget Cobolt, er jeg begyndt at genlæse serien med stor fornøjelse.

Bonusinfo fra forord i bind 11:

I dette forord hører vi noget om, hvordan processen foregår, når man skaber en tegneserie. Hvad kommer først? Tegningerne eller teksterne? Det blev ikke altid modtaget lige begejstret blandt læserne, når historierne enten handlede om onde personer og overnaturlig trolddomskunst, men i 1984, samme år som Knipse-Pif udkom, modtog tegneren Piet Wijn den hollandske tegneserieforenings store ærespris Stripschapprijs for sit samlede værk. Det var da velfortjent.

Handling:

På vej til Dunkelstrup hører Gammelpot et råb om hjælp. Han finder den unge dreng Pif, der er kommet i problemer ved en sø og Pif får brug for Gammelpots hjælp. Pif fortæller, at han bor på slottet i nærheden og at han er under sin fars oplæring i knipseri. Han inviterer Gammelpot med hjem, men der sker hurtigt sjove og uheldige hændelser, da Pif ikke helt mestrer knipse-kunsten endnu, og ej heller gider øve sig nok. Pif er en nysgerrig og legesyg ung dreng, der hele tiden kommer på afveje, og Gammelpot møder gevaldig trolddom, da bøgerne i farens bibliotek bliver lidt for levende. En bog og en verden åbner sig og de to får pludselig nok at gøre med at undgå farer og beskytte hinanden, da de får besøg af både eksotiske dyr og et uhyre af de helt store.

Anmeldelse:

Denne historie er propfuld af magi og knipseri, ikke trylleri… en sjov detalje, da det er en særlig kunst at kunne knipse rigtigt, og selvfølgelig er det ikke bare lige så nemt, især hvis man ikke gider øve sig. Historien har en fin belærende pointe om at der ikke kommer noget godt ud af at forcere eller presse lærdom ned over andre. Historien har de mest fantasifulde billeder, da bøgerne i bedste Jumanji-stil bliver levende. Det er en dejlig magisk historie, hvor man får fuld valuta for pengene med masser af trolddom og trylleri, men også med en god morale om at lytte og dermed blive bedre til at forstå hinanden.

Hvis du er Gammelpot-Fan ligesom mig, så kan du her finde den samlede oversigt over hele serien og finde links til de forrige historier, jeg indtil nu har læst og anmeldt.

Jeg har selv købt de første 6 album, og har herefter været så heldig at modtage de næste 6 album som anmeldereksemplarer. Der findes i alt 23 bøger, hvoraf de 19 indtil videre er genudgivet.

Reklame / Tak til Forlaget Cobolt for anmeldereksemplar 🙏

Anette