Kun når det regner, af Marie Brixtofte

Gyldendal, udkommet i januar 2019, 224 sider

📓 En bog, der rummer det hele: kærlighed, svigt, sorg, skyld, afmagt, skam og håb 🍀

På Bogforum i år hørte jeg kun en brøkdel af et interview med forfatteren, men jeg hørte nok til, at jeg gik direkte over og købte bogen. Det, jeg hørte, handlede om skyldfølelse over ikke at have besøgt sin nu afdøde far oftere. Kan man overhovedet slippe af med sin skyldfølelse, når man i årevis har følt sig magtesløs?

Én aften, kun én aften tog det mig at læse denne bog, som er en selvbiografisk fortælling, der beskriver et helt liv fyldt med angst, skam, skyld over at være barn af en alkoholiker. Men det er også en kærlighedshistorie, så alle følelser er i spil, og det brager så meget ud gennem siderne….

Forfatteren er Marie Brixtofte, som er Peter Brixtoftes ældste datter, men bogen handler ikke umiddelbart om at være datter af en kendt person, men mere om det at vokse op i et hjem ved en voksen, der aldrig får bugt med egne dæmoner.

Fra bogens bagside:

Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.

Denne beretning rammer lige ind i hjertekulen, for det er tydeligt at den lille pige lider og at hun higer efter farens opmærksomhed. Vi hører om stjernestunder, der giver fornyet næring til et håb om forandring. Og så derefter skuffelser så store, at de er til at føle på. Om urimelige overvejelser for bare at forsøge at “træde i karakter” for bagefter at komme i tvivl, fortryde og gang på gang trække i land i erkendelse af dæmonens magt. Om ikke at have kontrol over det uventede og deraf føle sig magtesløs. En følelse af ubehag, man som læser mærker, for det er ubegribeligt godt beskrevet. Og derfor egentlig også lidt svært at anmelde.

Bogen er opdelt i 3 spor, der hele tiden skifter. Det første spor er skrevet i kursiv og omhandler de faktiske situationer med faren på godt og ondt. Det andet spor ”At dø” fokuserer på farens død og Maries sorg, og de tanker, der er forbundet dermed. Det tredje og sidste spor ”At leve” er Maries sideløbende kærlighedshistorie, men alle spor krydser hinanden og til sidst bindes de smukt sammen i et varmt billede fra farmorens fødselsdag, som er sidste gang Marie ser sin far, og dette billede printer sig klart ind på nethinden.

At bogen springer i tid og situationer er for mig kun et billede på at adfærd og tanker skiftevis er rationelle og irrationelle, og at tanker ofte springer og at mange situationer sikkert har været kaotiske og angstfyldte.

Bogen er vedkommende, uanset om læseren kan relatere til alkoholmisbrug eller ej, for svigt overfor andre og især unge kan foregå på så mange planer. Et svigt, der fører til selvskade, misbrug og medmisbrug, som Marie ej heller skånes for, får vi også et ærligt indblik i. Sådanne problemstillinger er genkendelige og derfor noget, vi alle kan og bør forholde os til. Måske er bogen også en form for terapi for Marie, men for os andre er det læring og viden, der er med til at bibringe forståelse og aftabuisering.    

Forfatteren gør slutteligt opmærksom på, at hendes beretning blot kan være én af mange, men jeg er sikker på, at mange kan finde “sig selv” i de følelser, Marie beskriver, og så krydser jeg fingre for, at hun en dag, kan sove uden lyden af regnvejr på sin telefon.

Bogen er hurtigt læst, men jeg er overbevist om, at den vil sidde og rumstere i mig længe, og jeg sender de kærligste anbefalinger afsted, og giver bogen 5 levende ⭐⭐⭐⭐⭐/6.

Reklamelinks / Du kan fx. købe bogen her – via Saxo eller Bogreolen (affiliate links).

Anette