Ligblomsten, af Anne Mette Hancock

Lindhardt & Ringhof, 2017, 308 sider

På en indkøbstur faldt jeg impulsivt og pudsigt nok over en bog. En krimi, som jeg længe havde haft i kikkerten. Ligblomsten er nummer et i serien om journalisten Heloise Kaldan og politiefterforsker Erik Schäfer og det er min første bog af forfatteren, som debuterede med bogen i 2017.

Anne Mette Hancock har allerede fra start manifesteret sig stærkt på den danske krimiscene og løb med titlen Årets Debutantpris for netop Ligblomsten.

Fra bogens bagside:

Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

Heloises job er i fare, og mens hun afventer ”dommen” og slikker sårene, hvirvles hun ind i en uopklaret sag, da den formodede morder Anna Kiel bevidst forsøger at skabe kontakt til netop Heloise, og hvorfor lige hende? Er Anna overhovedet morderen? Og kan Heloise efterhånden stole på nogen? Det er ikke ufarligt at dykke ned i denne sag, der medfører at Heloise også må forholde sig til sin egen families dæmoner.

Vi følger de to hovedpersoner, som vi langsomt kommer ind på livet af. Læseren præsenteres også for øvrige karakterer, og beskrivelser af disse og af miljøet sidder lige i skabet. Sproget er letflydende.

Bogen handler om svigt, hævn og retfærdighed.

En ligblomst er sjælden og gigantisk og den udsender en ildelugtende stank af død og råddenskab og det er et fantastisk godt billede på krimiens plot, som jeg ikke vil afsløre her. Men jeg elsker når jeg fodres med sådan en ny viden, og jeg får helt vildt lyst til at gøre Botanisk Have et besøg, næste gang jeg er i København, bare for at se (og måske lugte til..😫 ) den med egne øjne.

Jeg var fanget fra start, og bogen er letlæselig og meget velskrevet på en base af god research og så elsker jeg, at der kommer en udenlandsk vinkel, og at historien breder sig ud i et større omfattende plot, end først antaget. Dette plot er ikke for sarte sjæle, og det vækker væmmelse og gys i én ved tanken herom.

Det er forståeligt og velfortjent, at Ligblomsten er blevet modtaget med rosende ord, for det er endnu en stærk markering på det danske krimimarked.

Forfatterinfo : Anne Mette Hancock har en bachelorgrad i Historie og er uddannet journalist fra RUC og Berlingske i 2011. Hun er født i Gråsten i 1979 og har boet i USA og Frankrig. Hun har skrevet livsstilsstof for Berlingske og for flere danske magasiner. Fra 2013 til 2015 var Anne Mette Hancock PR- og pressechef for restaurant Madklubben. Hun er storforbruger af amerikanske krimier og thrillers, især af Michael Connelly, Harlan Coben, Gillian Flynn og John Grisham.

Næste bog i serien hedder Mercedes-snittet, som Anne Mette Hancock blev nomineret til Martha-prisen for. I oktober 2018 vandt hun prisen som Årets Forfatter på bogforum, og i år 2019 var hun nomineret til Publikumsprisen på Krimimessen. Mercedes-snittet er fluks kommet på min ønskeseddel for der er allerede en 3’er på vej – Pitbull, som udkommer i januar 2020.

Plottet er godt og gennemført, der er spænding og du bliver både underholdt og rystet, så der er 5 blomstrende stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 til denne krimidebut fra mig.

Anette