Min kamp for retfærdighed, af Jane Fisher-Byrialsen i samarbejde med Thea Pedersen.
Forlaget 28B, udkom i februar 2024, 408 sider.
Alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist?
Mon ikke du husker sagerne om Malthe Thomsen og The Central Park Five?
I denne bog følger vi arbejdet med 8 alvorlige kriminalsager, hvor danskfødte Jane kæmper for dem, der uskyldigt er sigtet/dømt og/eller har været udsat for fejl og forsømmelser fra anklagemyndigheden eller været udsat for generelt dårligt politiarbejde, som ofte blot handler om at få sagen opklaret hurtigst muligt, uanset om de har fanget den skyldige eller ej… 😖
På krimimessen sidste år hørte jeg Jane Fisher-Byrialsen fortælle om sit arbejde som forsvarsadvokat i USA. Jeg købte efterfølgende bogen, som jeg nu ivrigt har læst på kun 3 dage… Man rystes i sin grundvold af kedelige statistikker og umenneskelige og uetiske afhøringer, men fanges derimod af hendes entusiasme og kamp for retfærdighed for det er ganske enkelt imponerende, hvordan hun har viet sit liv til at forandre den råddenskab, der angiveligt findes i det amerikanske retssystem.
Selvom flere af sagerne ender ‘lykkeligt’ i form af genvundet frihed og for nogle endda med økonomisk oprejsning, så er disse mennesker skadet for livet og har store problemer med at fungere i en almindelig hverdag. Jane er også forsvarer i sager, hvor der ikke er tvivl om skyldsspørgsmålet, men hvor forsvaret mere handler om at finde den rette straf eller at undgå dødsstraf.
Det er ikke feel-good læsning, men det føles godt at vide, at Jane fortsat kæmper og ikke kun kæmper én sag ad gangen, men beundringsværdigt har taget kampen op mod systemet og deraf sammen med en anden forsvarer Iris Eytan har startet organisationen PEP – Protect Ethical Prosecutors.
Bogen er eget køb.
Anette