Pausebogen, af Mette Norrie

Udgivet ved September Press, udkom i juni 2022, 207 sider

⏸ HVAD ER EN P A U S E ⏸

Grafiske romaner kan have alle mulige former, og derfor blev jeg også nysgerrig på denne nye udgivelse med det simple tema, pausen. Har du nogensinde tænkt over, i hvor mange former en pause egentlig findes i? Pauser kan være nødvendige, frivillige, påtvungne, ubehagelige, lange, korte, afklarende, bitre, et åndehul eller en redning …og så videre…

Vi kender måske til begreberne: pausekomma, pausesignal, frokostpause, kaffepause, kunstpause, middagspause, rygepause, spisepause, tissepause, tænkepause… Men hvilke følelser eller stemninger er der i de pauser, der både kan være gode, pinlige, dårlige, svære og hvor vigtige er pauserne?

Mange af disse pause-former er forsøgt tegnet i denne anderledes billedbog med 100 grafiske illustrationer over begrebet pause.

Illustrationerne er minimalistiske og enkle i sin form, men ikke desto mindre er der dybde og refleksion bag hver enkelt streg, og kun enkelte, hvor jeg måske ikke var helt med… men en pause må jo også gerne indbyde til forundring eller være lidt udfordrende.

Bogen er en fin lille kunstbog, der sagtens kan indgå i kategorien ‘coffee table book’, da designet er behageligt for øjet og den indeholder ikke megen tekst. Bogen bør næsten ligge fremme for den indbyder til nysgerrighed og eftertænksomhed.

Alle illustrationer optræder endvidere enkeltvis på alle højresider, hvilket skaber en flot ramme omkring tegningerne, og hvis man bladrer i bogen, som er blød, så får man hurtigt et lækkert og inspirerende indblik i bogens mangfoldige og metaforiske streger.

Hver tegning følges af korte lyriske sætninger, der enten anslår en stemning og/eller en følelse.

Jeg har nok ikke før tænkt meget over, hvor afgørende en pause egentlig kan være, eller hvad betydning den kan have. Det er sjovt at se forfatterens refleksioner over pausernes mangfoldigheder og jeg er super glad for at have denne påmindelse liggende lige foran mig.

Bogen er en lille og særlig kunstnerisk perle, der er oplagt som værtindegave, jule- eller adventsgave eller bare til kammeraten/veninden eller én, der måske trænger til en venlig påmindelse om at huske pauserne… ⏸

Læs mere om forfatteren her – http://www.september-press.com/about–contact.html

Bogen er samtidig med den danske udgave også udkommet på engelsk med titlen ‘Book on pauses’.

Tak til forfatteren Mette Norrie for anmeldereksemplar ✅.

Herfra får bogen 4 meget særlige og udtryksfulde ⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Anette