Foto: Torben Agersted
Min far, Peter Mouritzen, er forfatter og noget af min interesse for bøger stammer naturligvis fra en opvækst, hvor der blev talt om litteratur i et hjem med bogreoler fra gulv til loft i stuen.
Der var noget særligt og magisk over at min far skrev. Han sad ofte bag lukket dør på sit værelse og klaprede på skrivemaskinen i timevis. Tit skrev han til langt ud på natten. Vi måtte ikke altid vide, hvad han skrev på, førend han var langt eller færdig med produktet. Han havde altid gult kladdepapir og en spidset blyant liggende ved køkkenbordet, hvis en idé eller tanke pludselig skulle nedfældes.
Noget af det første, jeg blev introduceret til, var klassikerne Oliver Twist og Alice i Eventyrland.
Da jeg var barn, opfandt jeg en lille quiz, hvor jeg ville tjekke min fars viden, ved at jeg sagde en titel på en af bøgerne i reolen, og så skulle han sige navnet på forfatteren, og jeg kan ikke huske, at han har gættet forkert.
Han skriver og udgiver stadig bøger, om end i mindre fart end tidligere, og når der er nyt fra hans hånd, vil jeg præsentere det her på bloggen.
Min fars forfatter karriere har været lang og produktiv, hvilket du kan læse mere om her:
https://litteratursiden.dk/forfattere/peter-mouritzen
Du kan også følge ham på hans forfatterprofil på Facebook.
Nyt fra forfatteren:
Genudgivelse af klassikeren Dødningedukken, udgivet den 11.1.19, oprindeligt fra 1993, med nye illustrationer af Rasmus Svarre.
__________________________________________________
Den 10. december 2019 udkom endnu en bog i Bibelstærk serien. Det er bog nr. 14, og den hedder Det var tider! og udkommer ved forlaget Jensen & Dalgaard. Bogen handler om dengang israelerne væltede bymuren omkring Jeriko, om ørkenvandring, strudse og æggehatte og det er faktisk alt andet end kedeligt!
_______________________________________________________
Den 17. februar 2021 udkom bog nr. 15 i Bibelstærk serien. Den hedder DEN DER SNYDER, og er smukt illustreret af Tom Kristensen.
Forlaget Jensen & Dalgaard skriver: Peter Mouritzen har været på hovedet i den gammeltestamentlige skatkiste og trukket en ny, universel historie op, som Tom Kristensen har sat i scene med sine følelses-seismografiske pensler: I denne bog skal du høre om to snydetampe. Den ene hed Jakob, den anden Laban. Hvem der var den værste, er ikke nemt at sige. Døm selv. Historien foregår langt tilbage i tiden. Bibelen, der ellers er en gammel bog, var slet ikke skrevet. Først skulle historierne jo ske, før de kunne blive skrevet ned. Og historier skal være gode, men også lidt onde; ellers sker der jo ikke noget!
_____________________________________
I forbindelse med hans 50-års forfatter jubilæum i oktober 2019 har han udgivet en ny digtsamling; et privat særtryk, på sit dertil eget stiftet forlag Peters SUB-PUB.
Han debuterede i 1969 med digtsamlingen`Den fortryllede rose´ på undergrundsforlaget Arena SUB-PUB, og deraf navnet på det ny forlag.
Der er indtil nu udgivet 10 bøger;
- en digtsamling (1. udgave fra 2019) – Da jeg var ung digter
- en erindringsbog – Den røde parentes
- en fantasi-dagbog – Det sidste ord
- en essay samling – Jordbærkrukken
- digte, aforismer og andre afarter af virkeligheden – Digt & dat
- en filmbog om gamle film – Barn af en biograf
- en novellesamling – En stædig rad
- en billedbog – Dyr du ikke ser
- en billedbog – Det lange hyl, og andre dyr du ikke ser
- en digtsamling (2. udgave fra 2024) – Da jeg var ung digter
Du kan læse mere om bøgerne her.
Jeg har redigeret og stået for layout på alle bøgerne i Peters SUB-PUB. Det har været en lærerig proces, og så har det været sjovt at have sådan et større projekt at samarbejde om som far-datter. Vi synes, at resultatet er blevet meget godt, taget i betragtning af, at det jo mest er et hobby- og hyggeprojekt.
VEDR. SALG:
Bøgerne (få er udsolgte) kan købes ved privat henvendelse på mail: mou@mail.tele.dk.
Ved køb af 2 eller flere, betaler forlaget forsendelsen.