Stephanie Mailers forsvinden, af Jöel Dicker.

Forlaget Rosinante, udkom i september 2019, 640 sider

Original titel: La disparition de Stephanie Mailer. Oversat af Karsten Nielsen.

🔫 Mord, jalousi & absurd-teater 🎭.

Efter at have læst forfatterens første bog Sandheden om Harry Quebert sagen, har jeg længe villet læse denne bog, som heldigvis var på gavebordet til min fødselsdag i foråret. Bogen er skrevet af den schweiziske forfatter Jöel Dicker, der netop fik et hit-gennembrud med Sandheden om Harry Quebert sagen i 2012.

Om bogen:

Borgmesteren, hans familie og en tilfældig forbipasserende er blevet brutalt myrdet, og det er op til de unge efterforskere, Jesse og Derek, at opklare sagen. Sammen fanger de gerningsmanden og får ros for deres omhyggelige arbejde. Tyve år senere fortæller journalisten Stephanie Mailer dog Jesse, at hun kan bevise, at de anholdte den forkerte person dengang. Men inden de kan nå at tale nærmere om det, forsvinder Stephanie pludselig under mystiske omstændigheder.

Handlingen foregår således skiftevis i 1994, hvor mordene finder sted og vi følger opklaringen og så i 2014, hvor Stephanie forsvinder. Bogen er tyk, men kapitlerne er små og overskuelige og starter med at angive navn, sted og dato/årstal. Det er hjælpsomt, når man skal forholde sig til mere end 20 forskellige personer. Den ene politibetjent Jesse Rosenberg skal gå på pension, men kan ikke glemme journalistens ord om, at den gamle sag ikke blev korrekt opklaret, og da Stephanie så forsvinder, må Jesse udsætte pensionen og forfølge hendes fornemmelse…

Den årlige teaterfestival i byen skal afholdes om 33 dage, så tidsplanen er stram, hvis sagen skal opklares inden, så turisterne ikke svigter festivalen, som i forvejen har en forbandelse over sig, da mordene i 1994 netop blev begået på premiereaftenen. Så teaterstykket skal opføres, og man skal lede længe efter et sådant absurd teaterstykke, som ender med at indbefatte mange af hovedpersonerne.  

Dicker bygger bøger af mursten og beviser, at han kan mestre indviklede plots, og det at have et utal af karakterer. Så mange, at der er en liste bag i bogen, hvor du som læser kan holde styr på alle de unikke og særegne karakterer, der indbyrdes har relationer til hinanden. Han opererer ofte med karakterer, der er afvigende, komplicerede og måske endda korrupte.

Igen vælger Dicker en handling om forfatterdrømme og et litterært miljø i form af en lokal boghandel, samt at den ene hovedperson er redaktør på New York Literary Magazine. De omtalte drab finder sted i den lille eksklusive badeby Orphea, et par timers kørsel fra New York. I Orphea kender alle hinanden, og forfatteren har en evne til at fange læserens nysgerrighed for de forskellige skæbner – nøjagtig som i hans første bog.

Dicker skriver fængslende og kan holde dampen kørende i over 600 sider, og det er ikke svært at holde styr på hverken handling eller karakterer, som er formidabelt beskrevet. Men samtidig fandt jeg visse karakterer en tand for groft karikeret, hvilket i mine øjne fremstår grotesk eller overdrevent, og det blev lidt anstrengt eller udmattende for mig i længden. Men mange af scenerne bliver dog også af den grund meget underholdende og faktisk komiske.

Et enkelt tema i bogen fangede især min opmærksomhed, og det var forholdet mellem de to unge piger Dakota og Tara; et venskab, der udvikler sig til skinsyge og hævn. Ondsindet mobning opstår og de tragiske konsekvenser heraf belyses ved at bringe en person til selvmordets rand. Det er virkelig en uhyggelig tendens blandt unge, som fortjener fokus og italesættelse.

Spændingen holdes helt til slut, hvor vi også får politimanden Jesses rørende historie om hans kærestes alt for tidlige og tragiske død.

Alt i alt var jeg nok lidt mindre duperet end den første, men det skal ikke afholde nogen fra at læse bogen, som bestemt er vildt underholdende og fængslende.

Om forfatteren: Joël Dicker (f. 1985) er fra Genève. Hans karriere begyndte tidligt, da han allerede som ti-årig grundlagde dyrelivsmagasinet La Gazette des Animaux og dermed iflg. Tribune de Genève blev den yngste chefredaktør i Schweiz. Som 19-årig begyndte han at uddanne sig til skuespiller på Cours Florent i Paris, men året efter vendte han tilbage til Schweiz, hvor han færdiggjorde en bachelor i jura ved Université de Genève.

Romanen Sandheden om Harry Quebert sagen blev den helt store overraskelse i 2012 og gav den unge forfatter et usædvanlig flot internationalt gennembrud. Ingen kendte ham, og så havde den kun 27-årige schweizer pludselig skrevet en af årets mest omtalte bøger, som han har modtaget flere priser for.

Pressefoto fra Gyldendal.

Forfatteren har faktisk skrevet endnu en bog; en slags opfølger til den første. Denne, også selvstændige, bog hedder Bogen om Baltimore familien, som jeg helt sikkert vil give mig i kast med på et tidspunkt, hvor jeg er i humør til endnu en murstensroman. Her går Joël Dicker i dybden med nogle af de karakterer, som vi lærte at kende i Sandheden om Harry Quebert sagen, og giver samtidigt læseren et nært og underholdende portræt af en amerikansk familie i et morads af hemmeligheder, konflikter og forkerte beslutninger.

Min anmeldelse af forfatterens første bog finder du her.

Denne bog får 4 underholdende ⭐⭐⭐⭐ /6.

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – enten via Saxo eller Tales (affiliate links).

Anette