Svømmeren

Svømmeren & andre noveller, af John Cheever

Forlaget Olga, udkom i november 2021, 370 sider

Original titel: The Stories of John Cheever. Oversat af Søren K. Barsøe.

Omtale skrevet af min far, forfatter Peter Mouritzen, på hans bogside Det læsende pindsvin

Jeg kendte ikke den amerikanske forfatter John Cheever (1912-1982), før jeg fik fingre i denne bog, der er forholdsvis ny på dansk, dansende sprogligt veloplagt oversat af Søren K. Barsøe. Så er jeg i gang med rosen, og det er svært ikke at rose den til skyerne. Der er tale om samling af Cheevers noveller. Som sagt kendte jeg ham ikke, og jeg sad så pludselig og læste en af de helt store. En mester. Stormester, som i skak. Med hensyn til at flytte sprogets brikker i stadigt overraskende, skarpe træk.

Lidt kendte jeg ham alligevel. Forfatteren. Uden at vide det. En af mine yndlingsfilm er nemlig ”The Swimmer” fra 1968, med Burt Lancaster i rollen som Neddy, der en sensommerdag i Connecticut svømmer hele vejen hjem fra en vens swimmingpool til sin egen, et langt stykke, fra pool til pool, det er nærmest som en pubcrawling, pool og drinks; der bliver drukket bravt i disse historier om middelklassens amerikanere efter 2. verdenskrig, de der bosatte sig i forstæderne, surburbias, som Tonny Vorm kalder dem i sit forord.

Der er opsving i økonomien, der bliver gået til den med cocktailparties, som om det var evig sommer og fest, vandet i poolen glitrer i solen, men idyllen er forloren som en havenisse, det må Neddy erkende efter sin lange svømmetur hjem til sin egen svømmepøl, det er nok den rigtige metafor.

Filmen med Burt Lancaster bygger på en af Cheevers noveller fra bogen. Den er relativt kort, lidt skitseagtig, men har en fantastisk idé, der blev set og realiseret af filmindustrien. På dansk fik filmen titlen `Klædt af til skindet´. Det er lidt bastant. Og plat. I forhold til det kunstneriske niveau. Men sandt. Det er vel egentlig også det John Cheever gør i sine beske noveller, klæder folk af til skindet.

Der er sytten noveller i bogen, og der er så mange formidable, kraftfulde formuleringer i beskrivelsen af karaktererne, at det er svært at vælge nogen til citat. Men ingen omtale uden et godt citat – her er et fra en af mine yndlingshistorier (det er også svært at vælge den blandt så mange kandidater), historien om brigadegeneralen og golfenken: ”Nu skal jeg jo ikke være en af den slags forfattere, der starter hver dag med at udbryde: Oh, Gogol, Oh Tjekhov, Oh Thackeray og Dickens, hvad havde I mon sagt til et beskyttelsesrum udsmykket med fire lokkeænder i brændt gips, et fuglebad og tre langskæggede dværge af jernlegeret messing med røde kyser?”. Eller beskrivelsen af kokkepigen Anna Ostrovick i novellen `Farvel bror´. Hun er fed og kan ikke holde ud at se Hollywood-film med tynde kvindelige stjerner. ”Det eneste indtryk, Bette Davis gjorde på Anna, var, at her kom så en kvinde, der ikke havde spist ordentligt.” Når de forlod biografen skældte hun ud over, at de var så radmagre alle sammen. Og hendes stående kommentar til alt er: Spis! Spis!