Tove Ditlevsen var min mormor – en familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse, af Lise Munk Thygesen.
Forlaget 28B, udkom i juni 2023, 256 sider.
Sommerferielæsning 😎 –
Jeg læste for første gang noget af Tove Ditlevsen lige før min sommerferie, hvilket var hovedværket GIFT fra 1971, og Toves hudløse ærlighed, sårbarhed og selverkendelse gik lige ind i hjertet på mig. Derfor måtte jeg følge op med denne intense familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse (undertitlen), som er nyudkommet og skrevet af Tove Ditlevsens barnebarn Lise.
Lise kigger tilbage på familiens række af kvinder/mødre og de skæbnemønstre, der har gentaget sig gennem 6-7 generationer. Det er utrolig stærk og foruroligende læsning, men der tegner sig et overbevisende billede af, hvorfor historien udvikler sig som den gør – det handler om overlevelse. Samtidig sætter den unægtelig tanker i gang omkring ens egen moderrolle og tilgivelse.
Det er en bog om at være moderløs, selvom ens mor lever:
“Man er moderløs, når man vokser op fremmedgjort og ensom, når ens behov hverken bliver set eller forsøgt mødt af en mor. Når man må indordne sig. Når man ikke føler sig sikker på at være elsket. Tove voksede i den forstand op uden en mor. Ligesom kvinderne før hende. Ligesom mig.”
Forfatteren har i årevis taget tilløb til at dykke ned i familiens hemmeligheder og hun har haft store overvejelser om, hvorvidt Toves afskedsbrev til datteren Helle skulle medbringes i bogen, men det giver bogen en afsluttende ro og forståelse for den skæbne, som var uundgåelig. Alt i alt er det meget bevægende og rørende læsning.
Bogen er eget køb, og jeg føler mig nu ‘klædt på’ til at se filmen ’Toves Værelse’ i morgen 📽🎞
Anette