Af stumper og skår, af Jonas Eriksson.

Forlaget People’s, udkom i september 2024, 248 sider.

En ‘blodig’ arvestrid.

Forfatter Jonas Eriksson har skrevet sin anden roman; denne gang en autofiktiv fortælling om at give slip på længslen efter sin fars kærlighed og anerkendelse.

På forsiden anes hunden Micky med våde hundeøjne, hvilket varsler en hjerteskærende og bedrøvelig historie.

Omdrejningspunktet i bogen er farens nylige død, og Jonas ser nu tilbage på sin opvækst, som er gennemsyret af vold og svigt. I forbindelse med forældrenes skilsmisse skal Jonas som 6-årig blive i Sverige ved sin far, mens hans mor og halvbror flytter til Danmark. Jonas flytter senere med faren til England grundet farens arbejde, og her møder faren Jacky, som bliver Jonas’ nye stedmor. Familien udvider sig og flere halvsøskende kommer til, familien flytter videre til Texas i USA, hvor faren en dag får Jonas ‘tvangs’ indespærret i et ungdomsfængsel, hvor han mod sin vilje opholder sig i en celle i 3 måneder indtil moren henter ham hjem til Danmark. Men indespærringen har ændret Jonas og han ender som 12-årig på børnehjemmet Godhavn.

Som voksen har Jonas ingen kontakt til sin far.

Da faren dør, kører Jonas til Sverige for at tage afsked. Her mødes han med farens familie, og langsomt går det op for Jonas, at de ikke tænker ham ligeligt ind i den retmæssige del af arven, som er ret stor. Jonas tager kampen op, selvom han samtidig kæmper for at give kærlighed og skabe økonomisk tryghed for sin egen lille familie, hvilket ikke er ligetil med de alvorlige traumer, han har med sig.

Det er en meget voldsom og personlig fortælling, der går lige i hjertet. Den handler dels om faderskab og arvestrid, men den handler også om retfærdighed og især om, hvad det gør ved én, når man udsættes for vold og svigt og ikke føler sig velkommen eller som en del af familien.

Eriksson skriver ‘blodigt’ godt og ligesom hans skønlitterære debut fra 2023 Vejen hjem, så er denne ej heller for sarte sjæle, men det er en vigtig fortælling om at overleve og om at give slip.

Af stumper og skår får 5 ‘blodige’ ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Du kan læse mere om forfatteren her

Reklame / Tak for forlaget People’s for anmeldereksemplar 🙏

Anette