En sag på Capri, af Anders og Anette De la Motte.

Forlaget Modtryk. Udkom i maj 2025. 409 Sider.

Sommeranbefaling 😎🌞

En sag på Capri er en hyggelig feel-good krimi i ægte Agathe Christie stil, hvor alle involverede har motiv, men også alibi, så hvem dækker over hvem? 

Paradisøen Capri danner rammen om et dødsfald, da en yngre mand falder ud over en stejl skrænt; den berømte klippe Salto di Tiberio.

Der er indviklede intriger, skæve karakterer, særlige forbindelser, hvor flere har en klemme på en anden og et lille skvæt spirende kærlighed – faktisk alt, hvad du behøver, hvis du ønsker ren hyggelæsning i sommervarmen 🤓

Tag med til den smukke ferieø Capri sammen med historielæreren Hugo, der for første gang skal rejse som enkemand. Han møder den dygtige og charmende rejseguide Lara og sammen bliver de nysgerrige på, om der kunne være en slange i paradis 🐍

Den her type krimi kan alle, der er i afslappet feriemode, være med til. Læn dig tilbage, nyd maden, mærk naturen, se kulturen, og lær historien om øen at kende og der sker ikke noget voldsomt, der får pulsen op; tværtimod foregår handlingen stille og opbyggeligt… 

Jeg var underholdt, men ikke blæst bagover krimimæssigt, men det gør heller ikke noget, da jeg fik en ny og anderledes oplevelse og en rejse idé, for bogen fungerer næsten som en ‘Turen går til Capri’ for man får mere end lyst til at vende blikket mod Italiens Amalfikyst og gå i fodsporene på Hugo, Lara og måske en morders…🫣

Bogen er første bind i den nye puslespilskrimi serie ‘Mord under solen’ af det svenske forfatterpar Anders og Anette De la Motte.

Reklame / Tak til Forlaget Modtryk for anmeldereksemplar 🙏

Anette