Pigen der reddede JULEN, af Matt Haig

Forlaget Albert, udkom i november 2022, 336 sider

Original titel: The Girl Who saved Christmas. Oversat af Eva Mosegaard Amdisen.

Sidste år i december 2021 vandt jeg bogen Drengen de kaldte JUL, og selvom det selvfølgelig er en børnebog, så fløj jeg igennem denne julehistorie, som var UMULIG ikke at holde af. Pigen der reddede JULEN er en selvstændig opfølger til den første bog.

En julehistorie må gerne være lidt grum, og det er Haigs julehistorier. I Pigen der reddede JULEN møder vi den 9-årige Amelia, der arbejder som skorstensfejer, da hendes mor er syg. Hun sætter sin lid til at Fader JUL redder moren, men hun må sande at virkeligheden er grusom og uretfærdig. Amelia kommer nemlig i kløerne på hr. Skummel, der driver byens fattighjem.

Samtidig kæmper Fader JUL, da magien er forsvundet, for troldene har ødelagt det meste af byen, så han er i store problemer, og julen er tæt på at blive aflyst, men så husker han, at Amelia’s TRO på ham året før var så stærk, at han må finde hende igen, hvis julen skal reddes. Amelia er dog ikke nem at finde, da hun er endt på fattighjemmet, og der er ingen tegn på, at hun nogensinde kan slippe derfra…

Julehistorien indeholder alle de ingredienser, man kunne ønske sig af en julefortælling, såsom magi, alfer, trolde, rensdyr, og sandelig også nisser, men tro ikke alt er rosenrødt for der er også en tilpas mængde ondskab, der skal besejres.

Man bliver glad i låget af at læse disse historier for magien, håbet og kærligheden stråler ud gennem siderne, og man kommer til at holde af alle de små væsener med de fine navne som bl.a. Fortælleralfen, Humdrum, Lille Mim og katten Kaptajn Sod, og minsandten om vi ikke også kommer på besøg hos selveste Charles Dickens og Dronning Victoria.

Bøgernes omslag er fantastisk flotte i hardcover med glimmer og de emmer af magisk stemning, og illustratoren Chris Mould har tegnet nogle skønne og sjove sort/hvide illustrationer, man straks bliver forelsket i.

Bogen egner sig til oplæsning og anbefales til børn +7 år, men den kan bestemt også læses af andre barnlige sjæle, der trænger til at komme i julestemning.

Der er flere bøger i serien, men disse er vist ikke oversat endnu, så mon ikke vi kan være heldige at der kommer én mere til julen 2023. Det er i hvert fald mit juleønske. Denne bog er et selvkøb.

Anette