Syv m2 med lås, af Jussi Adler-Olsen
Politikens Forlag, udkom i november 2023, 544 sider.
Månedens Boganmeldelse – december
Afdeling Q behøver vist ingen nærmere præsentation, for hvis du er interesseret i denne krimi, så har du nok også fulgt med i serien indtil nu. Det hele startede i 2007 med ‘Kvinden i buret’, og dengang var jeg totalt opslugt af historien, som jeg gysende måtte igennem. Det var i tiden lige efter Stig Larssons populære Millennium-trilogi, og ligesom Larssons krimier er Jussis krimier også så grusomme og de onde er altid så onde, at det næsten gør ondt at læse…
Længe har vi ventet på seriens afslutning og i den 10. og sidste bog starter vi, hvor den forrige bog slap; nemlig 2. juledag 2020 med den situation at Carl Mørck nu er blevet anholdt og en sand kamp for overlevelse bag tremmer er i gang. Hvem kan han stole på? Hvem vil gøre det af med ham?
Men hvorfor er Carl nu blevet anholdt? Der er fundet en kuffert med mange penge og hårde stoffer narkotika på loftet hjemme ved Carl; en kuffert, der har været væk siden sømpistolsagen i 2007. En sag, der har hjemsøgt Carl lige siden, idet kollegaen Anker blev dræbt og en anden kollega Hardy blev hårdt såret og invalideret med lammelse til følge. Hvad der egentlig skete dengang er aldrig blevet opklaret.
I fængslet er Carl dog jaget vildt og blandt voldsforbrydere og korrupte betjente ved Carl ikke, hvem han kan stole på. Men noget tyder på, at den voldsomme sømpistolsag nu har indhentet ham efter 15 år og de nye anklager om narkosmugling og drab truer med at ødelægge hans liv og karriere.
På side 153 dukker der imidlertid en person op, som vi kender fra en tidligere sag, og der voksede bogen bare helt ind i kroppen på mig. Uden at afsløre noget, vil jeg bare sige, at det er en suveræn detalje, der fungerer super godt for hele seriens sammenhæng.
Da Carls sag nu efterforskes af DUP’en må Assad, Rose & Gordon ikke deltage i efterforskningen, men selvfølgelig gør de alt, hvad der skal til for at hjælpe Carl, for det har jo været bøgernes force at dette firkløver bare aldrig skuffer… og vi får som forventet sammenhold, drillerier, kameljokes og humor i rette doser.
Historien er hæsblæsende og med international styrke for vi kommer i kløerne på en hollandsk narko-organisation, der ikke helmer før alle er ryddet af vejen, så der er som vanligt fuld fart på grusomheder samt masser af action.
Jeg synes, der er nogle løse ender, men det er svært ikke at holde af bogen, som læser sig selv. Der er ydermere et par fornemme sidehandlinger og et par bipersoner, der trækker bogens historie op; den handlekraftige kvinde Femke, der virkelig træder i karakter (som hustru og uforvarende offer) og den godmodige Malthe (et simpelt mobber-offer). De TO karakterer passer så godt ind i seriens DNA – det er nemlig ofrenes historier, vi hører gang på gang, og det er Jussi bare eminent til at beskrive og det sidste offer er Carl selv, og han får passende det sidste ord, som på en måde også bliver det første!
Mine 3 bedste bøger i serien er uden tvivl ‘Kvinden i buret’, ‘Journal 64’ og ‘Offer 2117’.
Du kan læse mere om forfatteren her – https://www.politikensforlag.dk/jussi-adler-olsen/a-0/115
Jussi Adler-Olsen slutter serien af med at slutte den ring, han selv har påbegyndt, og det er en aldeles fin og velovervejet sløjfe på en fantastisk krimiserie. Jussi er bestemt en dygtig plotmester og han kan fange sin læser på få linjer, og denne krimi får 5 gennemførte ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Jeg har læst alle, pånær Q7 ‘Selfies’, men har kun lavet anmeldelser af de sidste tre i serien:
Q8 ‘Offer 2117’ er anmeldt her
Q9 ‘Natrium Chlorid’ er anmeldt her
Reklame/ Bogen er anmeldereksemplar fra Politikens Forlag ✅
Anette