Tændstikkerne, af Thomas Korsgaard.
Politikens Forlag, udkom i oktober 2024, 128 sider.
Illustreret af Karla Nor Holmbäck.
Thomas Korsgaard har skrevet et lille, moderne eventyr om længslen efter at være et andet sted end, hvor man er, inspireret af H.C. Andersens Grantræet.
I æsken er der 12 tændstikker tilbage. De var engang 46 og kom langt oppe fra Sverige, men er endt i hjemmet ved Herluf og Rigmor. Tændstikkerne er jo af udseende ens, men tag ikke fejl; de har hver deres ‘personlighed’, og vi møder blandt andet den mest utålmodige, den fremadstormende, den firkantede, den længselsfulde og ikke mindst den modsatte, som er en knækket tændstik, der ligger ‘på tværs’, men som i et kort øjeblik allerede HAR været Udenfor.
De tolv tændstikker ligger således og diskuterer i æsken, drømmer om en anden tilværelse og venter på Hånden, der kan få dem Udenfor.
“Udenfor, det bedste, der kunne overgå en tændstik, selvom ingen havde forklaret dem, hvad der skulle ske derude. De vidste heller ikke, hvorfor det skulle ske. De vidste bare, at det var meningen og ikke kunne være anderledes.”
Den modsatte har i årevis været stille og holder oplevelsen om at have været Udenfor for sig selv indtil de andre begynder at udspørge den… Og én for én forsvinder de andre tændstikker fra æsken gennem årene, og den modsatte er modløs og alene tilbage!
Det er juletid, og vi har brug for sådanne historier til at minde os om at have fokus det rette sted.
Korsgaard skriver legende smukt og eventyret har en fin morale, der bærer håbet frem for os alle i den mørke tid 🕯️Historien er pyntet med de smukkeste illustrationer i sort-hvid, der matcher historiens fortælling og ånd.
Eventyret egner sig til selvfordybelse, højtlæsning for andre voksne eller for et større barn/børn.
Tændstikkerne er en dejlig varm og hyggelig julehistorie, man kan genlæse… og sikkert få mere ud af den gang for gang – herfra 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Reklame / Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏
Anette